Velgørenhed

Socialrealistiske hop i kanen

Hvor råddent kan forholdet mellem mænd og kvinder blive? De fleste af os kender nok til nogle betændte stykker af slagsen. I "We don't live here anymore" skildres to ægteskaber, der er på et fremskredet forstadie til koldbrand. Hank og Jack er kollegaer på et college i en mindre amerikansk by. De er gode venner og nyder hinandens selskab på løbeture og til parmiddage med deres bedre halvdele, som også er rigtigt gode venner. Men - aner vi hurtigt - idylen stikker ikke dybt. Jack er grundlæggende træt af sin tilværelse i almindelighed og konen i særdelsehed. Han finder frihed og forløsning sammen med Hanks hustru Edith, der er taknemlig over blot at blive elsket. Det oplever hun nemlig ikke i hjemmet, hvor Hank har indledt et nærmest monogamt forhold til sin computer i håb om at få hul på den historie, som skal bane vejen for den forfatterkarriere, han egentlig drømmer om. Følelser er ikke noget han er bebyrdet med i overvældende grad, på nær når han skal fornemme spændingen ved at have en fremmed kvinde. Selvfølgelig er det Jacks kone Terry, han skal have, for så er firkantsdramaet en realitet med alt hvad det indebærer af svig, bedrag og jalousi. Det lyder sortsynet og socialrealistisk, og det er det også. I høj grad endda. Filmen er en filmatisering af de to noveller "We don't live here anymore" og "Adultery" fra 70'erne, hvor socialrealisme var stort. Selv med sit efterslæb fra 70'erne bevarer filmen en nutidig troværdighed. Det skyldes især stærkt skuespil af de fire hovedrolleindehavere Mark Ruffalo, Peter Krause, Naomi Watts og især Laura Dern i rollen som den sumpede husmor Terry. De yder præstationer, som kan bære godt halvanden times intenst persondrama, hvor der stilles skarpt på mange af utroskabets facetter. For eksempel vekselvirkningen mellem den korte stund af ekstatisk lykke ved forbudt elskov og den lange periode af skyldfølelse, der ligger ind imellem. Og den angrende kompenseren til familien i form af øjeblikke af rørstrømsk kærlighed eller små gaver. Som når Jack køber hummer med hjem til konen, hver gang han har bollet udenom (mon ikke hun synes, at smagen bliver noget besk). Eller frygten for at blive opdaget, og ikke mindst det på en gang forkvaklede og lokkende ved utroskabet i sig selv. Det er hemmeligt, det er forbudt, og det er uendeligt spændende. Vi nægter alt og siger det til ingen. Det hele er dygtigt instrueret af John Curran. Han sætter problematikken om begær og bedrag på spidsen med ganske få, men effektive virkemidler. Resultatet er en voksen film om voksne menneskers (vel)voksne problemer, lavet til voksne mennesker, som kan rumme en lille klump af jalousi i maven. "We don't live here anymore" USA 2004 Instr: John Curran 1 time, 41 min. Biffen, Aalborg