Socialforhold

Socialt arbejde på vej tilbage i folkekirken

København, fredag /ritzau/ I årtier var det sociale arbejde næsten forsvundet fra folkekirken. Nu er det hastigt på vej tilbage igen. Det mærker man hos Samvirkende Menighedsplejer. "Til de fattige". Sådan stod der engang for mange år siden på indsamlingsbøsser i folkekirken. Den slags indsamlingsbøsser kommer næppe i brug igen, men kirkens sociale engagement er i øjeblikket på vej tilbage med stor hast. I slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet var samfundets fattige og udstødte i høj grad afhængige af kirkens sociale arbejde, også kaldet diakoni. Men efterhånden som velfærdsstaten tog over, skrumpede det kirkelige sociale arbejde ind, og i flere årtier har diakonien været næsten ikke-eksisterende, men nu er der igen et stigende behov for kirkens sociale indsats. Det mærker man tydeligt hos Samvirkende Menighedsplejer, fortæller organisationens generalsekretær Kirsten R. Laursen. - Man har i mange år haft en tro på, at det offentlige kunne tage sig af alle mulige former for omsorg, men nu er man ved at indse, at almindelig medmenneskelighed og civilsamfundets indsats stadigvæk er vigtig, siger hun til Ritzau. Samvirkende Menighedsplejer er en landsorganisation, der står til rådighed for folkekirkens sogne med inspiration og hjælp til at opbygge forskellige former for socialt arbejde i sognet. Organisationen blev stiftet i 1902 og har gennem årene været pionér i opbygningen af flere grene indenfor social- og sundhedsarbejde i Danmark. Det glæder f.eks. sundhedspleje for børn og hjemmesygeplejen. De seneste år har der været en stor stigning i antallet af danskere, der henvender sig til Samvirkende Menighedsplejer for at bruge en del af deres fritid på for eksempel at besøge ensomme og syge, fortæller Kirsten R. Laursen. Hun kan godt forstå, hvorfor så mange mennesker melder sig. - Der ligger en enorm glæde i at gøre et stykke frivilligt arbejde og se, at der kommer et godt resultat ud af det. Sommetider er glæden lige så stor hos den frivillige som hos den, der får hjælpen. Jeg er sikker på, at mange er blevet klar over, at materiel velstand ikke er nok til at udfylde tilværelsen. Der mangler ligesom noget, og derfor ser vi nu en stræben efter en åndelig og medmenneskelig dimension i tilværelsen, som ligger ud over det materielle, siger Kirsten R. Laursen. Tidligere var diakoni særligt udbredt indenfor den såkaldte missionske del af folkekirken, men i dag er der en generel voksende interesse for emnet i hele kirken. De sidste 10 år er antallet af sogne, der er medlemmer af Samvirkende Menighedsplejer, næsten blevet fordoblet til i dag 325. - Der er sket en holdningsændring i retning af, at diakoni bør være en naturlig integreret del af kirken. Men det er ikke altid nemt at finde frivillige nok, for der er flere og flere, der henvender sig til os for at få hjælp. Vi oplevet tit, at familier og enlige personer henvender sig til os, fordi de ikke synes, at de får den fornødne hjælp af det offentlige system. Så prøver vi at finde nogle folk, der vil gå ind og gøre en indsats, men vi kan i høj grad bruge flere, siger Kirsten R. Laursen. På hjemmesiden www.menighedsplejer.dk kan man læse mere om Samvirkende Menighedsplejers arbejde. /ritzau/