Botilbud for udviklingshæmmede modtager en kvart million til ny køkkenhave

Stenhøj Thy har fået fondsmidler til at opføre en køkkenhave, til glæde for beboere og naboer i fællesskab

Fra venstre står Mie Mommer, Nicklas Larsen, Egon Kjær Sørensen og Jens Højbak i den have, der skal blive til køkkenhave. <i>Privatfoto</i>

Fra venstre står Mie Mommer, Nicklas Larsen, Egon Kjær Sørensen og Jens Højbak i den have, der skal blive til køkkenhave. Privatfoto

VESLØS: Lige nu er grunden ved siden af botilbuddet Stenhøj Thy blot en stor græsplæne, et par frugttræer og nogle stenterrasser. Men allerede om nogle måneder håber forstander Mie Mommer, at grunden er blevet forvandlet til en stor økologisk køkkenhave, som botilbuddets beboere skal dyrke sammen med borgerne i landsbyen Vesløs, hvor institutionen ligger.

Stenhøj Thy har nemlig modtaget 250.000 kroner fra Ormslev Børnehjems Minde-fond til at lave en køkkenhave sammen med resten af landsbyen.

Det oplyser Stenhøj Thy i en pressemeddelelse.

- Jeg synes, det er godt, at der skal være den køkkenhave. Så kan man selv gå ud og tage nogle grøntsager. Det er fedt, siger 22-årige Nicklas Larsen, beboer på Stenhøj Thy.

Grøntsagerne skal deles mellem beboere, borgere og måske den lokale Dagli’Brugsen

- Vi har ansat en person her i huset til at have køkkenhaven som sit ansvarsområde, fortæller Egon Kjær Sørensen, der er flittig hjælper i institutionens nuværende have.

- Så hjælper de beboerne, der har lyst, med i haven. Og så håber vi, at nogle af de borgere i byen, der ikke selv har en køkkenhave, vil involvere sig i haven. Så kan de få lov at tage grøntsager med hjem, og botilbuddet kan bruge nogle i deres eget køkken. Hvis det går rigtig godt, kan vi måske begynde at sælge ud af grøntsagerne. Vi har allerede en aftale oppe i vores lokale Dagli’Brugsen om, at vi må sælge dér, men det vigtigste er ikke at lave mange grøntsager. Det er, at det er et projekt, som beboerne og naboerne er sammen om, fortsætter han.

Der bor cirka 300 personer i Vesløs, og siden 2020, da man startede med at renovere den bygning, Stenhøj Thy ligger i, har mellem 70-80 forskellige frivillige involveret sig på den ene eller anden måde.

Én af dem er Jens Højbak, som er nabo til botilbuddet:

- Det betyder så meget for byen, at beboerne er blevet en del af os. Og det giver mig lige så meget at snakke med beboerne som omvendt. Som for eksempel den anden dag, hvor jeg fik et stort kram af Nikolaj, der bor på Stenhøj Thy, fordi han havde fødselsdag, fortæller Jens Højbak.

14. marts kl. 19.00 inviterer Mie Mommer og personalet alle interesserede borgere i Vesløs til åbent møde om den kommende have.

- Køkkenhaven skal jo være et fælles projekt, og derfor er det vigtigt for os at spørge borgerne om, hvad de kan se af muligheder i haven, fortæller Mie Mommer.

Gårdmanden skråt over for Stenhøj Thy har allerede tilbudt, at botilbuddet kan udvide haven kvit og frit på ét af hans store stykker jord, hvis der skulle være brug for det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.