Sø-projekt skrider frem

Amtet har sat dato på indvielsen af Vilsted Sø

VILSTED:26. august 2006 kan Vilsted Sø indvies. Det satser amtet i hvert fald på nu, hvor der for alvor er kommet skred i projektet, der går ud på at genskabe Vilsted Sø og dermed danne det største vådområde i Nordjyllands Amt. Fra amtets naturkontor meddeler projektkoordinator Martin Nissen Nørgård, at det skrider frem med den tredje og sidste jordfordeling. - Jeg har netop hørt fra jordplanlæggeren, som meddeler, at det kører upåklageligt, og som forventer at få jordfordelingen i hus, fortæller Martin Nissen Nørgård. Det har ellers været jordfordelingen, som hidtil har forsinket projektet. Blandt andet måtte der ekspropriation til på to mindre ejendomme, før arbejdet kunne fortsætte. Det skulle ikke blive nødvendigt i den sidste omgang, siger Martin Nissen Nørgård. - Men jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at der skulle komme nogen i sidste øjeblik, pointerer han. I projektområdet er der begyndt at ske ting og sager. På Lyngholm vil cirka otte hektar stå under vand, og oprindeligt indhentede amtet tilbud på, hvad det ville koste at rydde det areal. Det blev dog en bekostelig affære, så i stedet er der nu folk i gang med at fælde nogle af træerne men ikke alle. Eksempelvis fjernes større træer, så området bliver knap så interessant som yngleplads for skarv. Andre træer og buske, som efterhånden er døende, vil blive og kan være til glæde for mange fugle og insekter som skjul og yngleplads. Det formodentlig skønne naturområde skal kunne opleves på nærmeste hold af interesserede fra nær og fjern. Amtet har nu købt en bygning på Søndergade 54, Ranum, der vil ligge i udkanten af vådområde. Her bliver i forårets løb indrettet storshelter og udstilling. Sidst men ikke mindst er der sat dato på første spadestik, som ventes at kunne tages 5. september. Og det skinner igennem, at projektets koordinator er glad for at være nået så langt: - Ja, for søren. Det er virkelig noget, vi ser frem til, lyder det fra Martin Nissen Nørgård.