Sød hævn over usportslig list

OB tog fusen på passive nordjyder efter spilstop

Nigeria 1. september 2003 06:00

FORTUNA HJØRRING OB 2-1 FODBOLD, ELITEDIVISIONEN KVINDER HJØRRING: - Det var bare den bedste hævn, vi kunne få, for det var virkelig usportsligt, det de lavede. Christina Bonde og holdkammeraterne fra Fortuna var oppe i det røde felt over OB's udligning, der fulgte efter et spilstop, fordi en fynbo lå i græsset. Bolden havde været på Fortuna-fødder, da spillet blev stoppet - men det hindrede ikke to af OB's nigerianske spillere, Saidat Adegoke og Stella Godwin, i at bande sig hurtigt igennem et totalt passivt Fortuna-forsvar og score, da dommer Lars Pedersen droppede bolden 10 meter uden for Fortunas straffesparkfelt. Og det blev virkelig op ad bakke for Fortuna, selv om Christina Bonde i det 10. minut med en mesterlig flugter, hvor hun klistrede bolden ind i det ene målhjørne, havde givet hjemmeholdet føringen. Efter udligningen i det 16. minut skulle Fortuna i dobbelt forstand se rødt, for anfører Alison Forman lod sig provokere til først at begå et advarsels-givende frispark mod en tredje af nigerianerne, Ndidi Kanu, og to minutter senere var Forman stadig ikke kølet ned, for da tacklede hun endnu en gang ureglementeret, til nok en advarsel og dermed rødt kort. Ikke professionelt af anføreren - men til gengæld flot af holdkammeraterne, at de alligevel kørte sejren hjem. Den kom syv minutter efter pausen, da Fortuna var kvikke til at tage et frispark, de fik tilkendt lige uden for OB's straffesparkfelt. Mens fynboerne skulle til at stille en mur op, blev bolden sendt ind i venstre side af straffesparkfeltet til Maria S. Herping, og hun udplacerede landsholds-målmand Heidi Johansen. To minutter tidligere havde Christina Bonde haft et rigtig godt forsøg fra distancen, men bolden tog overliggeren. Og selv om bolden blev spillet fornuftigt rundt i resten af kampen, og OB holdt godt i skak, så skulle der alligevel en superredning til fra målmand Susanne Graversen i det 67. minut, før sejren var hjemme. Hurtige Stella Godwin slap fri på en lang fremlægning, men Susanne Graversen gik frem på det rette tidspunkt og fik sikret sig bolden for fødderne af nigerianeren. Vigtigheden af de tre point blev understreget, da Skovbakken, som sidste hold i rækken, i går mistede status af ubesejret, allerede i femte runde. Helt usædvanligt for Elitedivisionen, men en understregning af, at nu er det blevet både mere jævnbyrdigt, og meget mere spændende, end det tidligere har været. Kampfakta Mål: 1-0 Christina Bonde (10. minut). 1-1 Stella Godwin (16. minut). 2-1 Maria S. Herping (52. minut). Fortuna (3-5-2): Susanne Graversen - Anne Mette Christensen, Alison Forman, Stacey Peterson - May Christensen, Mariann Gajhede, Christina Bonde, Janne Madsen, Sharon Black - Maria S. Herping, Tanja Mejer Christensen (83.- minut Annette Sørensen). Advarsler: Alison Forman, Fortuna (to), og Ndidi Kanu, OB. Udvisning: Alison Forman, Fortuna. Dommer: Lars Pedersen. Tilskuere: 184.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...