Sød musik i Nørholm

Musikteater giver fællesskab mellem børn, unge og ældre.

Teater 15. december 2010 20:42

Produktionen af musikteater i Nørholm er udvalgt som Årets landdistriktsprojekt 2010. Derfor kunne rådmand Thomas Kastrup-Larsen (S) i går overrække diplom og en check på 10.000 kroner til brug for almennyttige formål til folkene bag projektet. Det er udvalgt blandt de mange ideer, der i efteråret 2009 til efteråret 2010 har givet anledning til ansøgninger om støtte fra Aalborg Kommunes Aktionsgruppes (AKA) midler. AKA har dermed valgt et lidt anderledes projekt. I stedet for at fremhæve et arbejde for anlæg af stiforbindelser eller adgang til naturområder, så er det i år et på en anden måde kreativt samarbejde, der belønnes. Samarbejde mellem borgerne Grundideen og drivkraften har været at udvikle et samarbejde mellem byens borgere i stort set alle aldre. Formålet er at spejle landsbyens kultur, samvær og aktuelle begivenheder. Det er sket som en produktion af teater og musik, og den er blevet til ved at bruge både amatører og professionelle teaterfolk samt trække på de lokale kræfter i byen. Den kreative proces har givet et fællesskab, som hele byen kan bruge til noget. Derfor er der ikke alene skabt et stykke musikteater, men også det fællesskab, der er med til at udvikle og binde landsbyer sammen. Prismodtagerne er tekstforfatter, instruktør og faglig tovholder, Bent Høybye. Skuespiller Marianne Høgsbro, der også har været med til at søge om penge og stå for regnskab. Skuespiller Judit Zidore Madsen, der ligeledes har søgt om midler, arbejdet med både budget og med kostumer. Musikteatret er støttet af AKA med 40.000 kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...