Søde bobler til konfirmationen

En uendelig variation fra hele verden.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et Asti-vineri er ikke så charmerende. Der er masser af teknik, fordi fremstillingen foregår i tryktanke.

Det er højsæson for den søde Muscato d’Asti. Ved rigtig mange konfirmationer er den middagens sidste vin. Den er god til desserter, fordi den er så sød. Hvis man har hang til det søde, er den også en god velkomst, fordi alkoholindholdet kun er 5,5 procent. Der er ingen grund til at starte middagen med mere alkohol end højst nødvendigt, og de unge deltagere kan også tåle at smage med. Vinen er en specialitet fra Asti-distriktet i den nordlige del af Italien. Området er mere kendt for spumanten, der i mange år hed Asti Spumante. Nu kaldes den mest bare Asti, men det er kun navnet, der er ændret. Indholdet i flaskerne er det samme. Spumante vs. muscato Mens spumanten er en rigtig mousserende vin, er muscato’en perlende vin med et gastryk på omkring en fjerdele af det, der er i spumante. Derfor sidder der kun en almindelig prop i flasken, der har form som en kraftig bourgogneflaske, mens der til spumanter bruges flasker som i Champagne. Basis for det hele er muscatdruen. Den findes i et utal af variationer, men man går sjældent så langt ned i detaljen, at man nævner den gren af familien, druen tilhører. I øvrigt kan det også være svært at holde rede på navnene, for samme drue har forskellige navne i forskellige lande, ja, endda forskellige navne i forskellige distrikter i samme land. Muskat blanc á petit gratins Den vigtigste sort er muskat blanc á petit gratins - det er også den, der bruges i Asti. Navnet fortæller, at den er hvid med små druer i klasen. Uanset navn og det sted, den vokser, kommer der altid meget aromatisk vin fra den. Man kan straks genkende den søde, ofte letkrydrede duft. Anvendeligheden er imponerende. Den bruges fra alt til de billigste, helt ligegyldige vin til noget af det største, vinverdenen kan præstere. Der fremstilles lette, friske, elegante vine på muskat med sød blomsterduft, og der fremstilles noget af det tungeste og meste aromatiske, man kan finde på. I Sydfrankrig hedder de f.eks. Muscat de Beaume de Venise eller Muscat de Rivesaltes, den indgår i den søde, let mousserende Banyuls og vinen fra Die. Den er også basis for den imponerende sydafrikanske Vin de Constance, der er en moderne kopi af sød vin, som den har smagt for mere end 200 år siden. Der er vel næppe et vindland i verden, der ikke har muskat i en eller anden form, så alene i den druetype er der nok variation til flere års studier. Muscadet er helt anderledes Man skal lige passe på ikke at forveksle muscat med druen muscadet. Navnene ligger tæt på hinanden, men der er milevid forskel på både druerne og det resultat, der kommer i flaskerne. Muscadet er ikke særlig udbredt. Vi kender den mest fra den vestlige del af Loire-området i Frankrig. Ud mod Atlanterhavet vokser den i kommunerne Sèvre og Maine. Vine er let, tør og sprød. Man lader den ligge på det bundfald, der altid opstår i en vin efter gæringen. Det tekniske udtryk for det er 'sur lie'. Når det hele stykkes sammen har man navnet på vinen: Muscadet Sèvre et Maine sur lie. Den er absolut ikke til dessert, men til den hvide fisk og skaldyrene. Det er meget naturligt med den tætte tilknytning til Atlanterhavskysten.