Sødme og kærlighed syet i silke

Designede brudekjole sammen, men den skal ikke bruges til deres bryllup

Marianne Isen
Magisk. En rigtig prinsesse i stof fra samme forretning som kronprinsesserne Mary og Mette-Marit. Foto Eva Seider
EMNER 23. maj 2006 06:00

FREDERIKSHAVN: Christian Gade har haft afgørende indflydelse på sin måske kommende bruds kjole. Men lad os dog afsløre, at det ikke er den kjole, som Eva Særkjær Jeppesen skal bære, hvis de en gang skal giftes. De har nemlig fundet ud af, at en brud ikke må sy sin egen kjole, da hvert sting, hun laver, vil symbolisere en tåre i ægteskabet. Det har de fundet ud af i forbindelse med researchen omkring brudekjolens historie, som indgår i deres rapport om projektet. Men tilbage til Christian Gades medindflydelse: Han har tegnet kjolen og har bestemt, at den skulle sidde tæt ind til kroppen. - Så man kan se, hvor smuk, hun er, siger han. I Eva Særkjær Jeppesens familie går man op i traditionerne omkring bryllupper, og det var en bemærkning fra Evas mor, der gav ideen til at deres afsluttende projekt i faget design, skulle være at kreere en brudekjole til den moderne brud. - Min mor havde været til et bryllup, hvor bruden skulle giftes for anden gang, men var i hvidt, som symboliserer uskyld, og så fik jeg lyst til at lave en kjole uden alle uskyldssymbolerne, forklarer hun. Derfor er kjolen lyserød og uden slør, men samtidig elegant og i stand til at indfri en prinsessedrøm, som mange unge kvinder har. Og apropos prinsesse. Så er stoffet til kjolen sart silke fra Silkehuset i København. - Det er samme sted som både kronprinsesse Mary og kronprinsesse Mette-Marit fik stof fra til deres brudekjole. Prinsessedrømmen blev også levet ud i det diadem, som Eva Særkjær Jeppesen har på i stedet for slør. Kjolen skal som sagt ikke bæres af hende til hendes eget bryllup. - Men mine forældre skal holde sølvbryllup på Sæbygaard Slot i år, og da har jeg da planer om at tage den på.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...