EMNER

Søfarten vil bruge soldater som vagter

Danske soldater som bevæbnede vagter på de danske handelsskibe til værn mod sørøvere vil være nummer ét, mener vicedirektør Jan Fritz Hansen, Danmarks Rederiforening.

- Det er ret vanskeligt med private bevæbnede vagter. Derfor ville det være langt at foretrække, hvis det danske militær kunne hjælpe os. Hvis vi kunne låne dem og betale, hvad det koster at sende dem ud og for den tid de bruger, vil det være nummer et. Desuden er disse vagter under militær kommando, siger Jans Fritz Hansen til Ritzau. De danske skibsredere går ind for bevæbnede vagter i skibene i særlige situationer, fordi pirateriet i hele Det Indiske Ocean er eskaleret. De Konservatives forsvarsordfører, Helge Adam Møller, er positiv over for idéen. - Det er selvfølgelig en opgave, som forsvaret kan løse professionelt, effektivt og godt med nogle af sine specialkorps. Problemet for rederierne er, at der ikke i øjeblikket er certificerede sikkerhedsfirmaer i Danmark, der kan hjælpe rederierne med bevæbnede vagter for at beskytte besætning og skibe i de farlige piratfarvande. - En officiel certificering af sikkerhedsfirmaerne er også noget af det, vi skal arbejde med. De ansatte i disse firmaer er oftest tidligere jægersoldater, frømænd og folk fra politikorpset, siger Helge Adam Møller. Skibe, der sejler under dansk flag, har en meget besværlig og bureaukratisk adgang til at få dispensation til at sætte bevæbnede vagter om bord, mens skibe med Bahamasflag, Panamaflag og USA's flag i hækken har langt nemmere adgang til at få beskyttelse af bevæbnede vagter. /ritzau/