EMNER

Søfartsavis på nettet

Danske søfolk har fået en ny mulighed for at holde sig ajour med udviklingen i deres branche via en ny portal på nettet, www.SoefartsForum.dk.

SoefartsForum er målrettet mod den samme læsergruppe, som papiravisen Søfart, der i mange år har været ene på markedet. Den daglige nyhedsstrøm på www.SoefartsForum.dk styres fra firmaet Haraship i Frederikshavn. Haraship kom i ind i nyhedsformidling på nettet ved et tilfælde. Firmaets ejer, Gilli Haraldsen, havde brug for et alternativ til bladet Søfart, når han skulle i kontakt med sit firmas målgruppe. På den måde opstod ideen om at lave et alternativt nyheds- og annoncemedie på nettet. Annoncerne skaffer penge. Nyhederne skaffer læsere. SoefartsForum har over 15.000 unikke brugere om måneden. Den daglige opdatering af nyheder forestås af Kit Kodal. Hun har sejlet som stewardesse og medhjælper i messen i DFDS, Maersk og Lauritzen gennem syv år. Hun er også uddannet maskiningeniør og kom til Haraships for at arbejde med besætningsrekruttering, som er firmaets oprindelige forretningsgrundlag. Men hun bruger nu det meste af sin arbejdstid på at finde søfartsnyheder i forskellige medier og lægge dem ud på nettet. Konceptet er enkelt. Hun laver et kort koncentrat af nyheden. Samarbejdspartneren FiskerForum i Hvide Sande lægger det på nettet, Haraship har indgået aftaler med en række aviser om at måtte lægge "dybe" links, så læsere af SoefartsForum kan klikke direkte ind på originalartiklen i den pågældende avis' netudgave. Tilsvarende aftaler er indgået med Søfartsstyrelsen, Maskinmesterforeningen og Dansk Navigatørforening. Men ambitionen stopper ikke her. Gilli Haraldsen vil også dække international skibsfart ved at benytte egne medarbejdere i udlandet og udenlandske forretningskontakter som korrespondenter.