EMNER

Søfolk i god behold

KØBENHAVN:De fem danske søfolk om bord på det kaprede skib “Danica White” er efter alt at dømme i god behold. Det oplyste Udenrigsministeriet i går på det syvende døgn for søfolkenes tilfangetagelse i Somalia. - Ifølge de tilgængelige oplysninger har vi ingen grund til at tro andet, end at besætningen er i god behold, meddelte chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice, Lars Thuesen. Udenrigsministeriet ønsker ikke at kommentere, om der er etableret kontakt til de pirater, der holder søfolkene i skak. - Udenrigsministeriet deltager ikke i eventuelle direkte forhandlinger med gidseltagerne. Men vi følger sagen i døgndrift, og danske myndigheder sørger løbende for at holde kontakt til de pårørende hjemme i Danmark. Vi gør også alt, hvad vi kan for at bistå rederen i det omfang, han ønsker det, siger chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice, Lars Thuesen. /ritzau/