Ernæring

Søfolk i kattepine

Uden løn siden august og ude af stand til at skaffe mad og anden hjælp fra rederiet bag skibet. Sådan er situationen for tre østeuropæiske søfolk, der er strandet i Skagen, skriver Nyhedsbrevet 3F.

Her har deres skib Ocean Therese været på værft. Men rederiet bag coasteren har tilsyneladende hverken penge til søfolkenes løn, forfaldne regninger og betaling for reparationer. Derfor er søfolkene havnet i en slem kattepine. Skibets forsyninger af mad er ved at slippe op. Men hvis de rejser hjem, forsvinder deres sidste chance for at få deres løntilgodehavende på op mod en halv million kroner. - Det er horribelt. Men sådan er situationen. Søfolk på skibe under bekvemmelighedsflag i international fart er retsløse. Og det selv om kalenderen siger 2008 og til trods for at julen nærmer sig, siger Morten Bach, der er skibsinspektør hos det internationale Transportarbejder Forbund (ITF). Men situationen for søfolkene om bord er ikke blevet mindre speget af, at skibsværftet og skibsmæglerfirmaet Saga Shipping også har op mod 900.000 kroner til gode hos rederiet bag Ocean Therese. - Derfor har Saga Shipping foretaget arrest i skibet. Men det hjælper ikke søfolkene om bord. Oprindelig var besætningen på seks mand. Men de tre er allerede rejst uden en krone på lommen, siger Morten Bach. Maden er ved at slippe op om bord. Men ifølge Morten Bach er Skagen Sømandshjem i færd med at træde til, når det gælder mad til søfolkene.