Søger effekter til Litauen-projekt

Hjælper med opbygning af hospice og hjem for udviklingshæmmede

Litauen 5. september 2002 08:00

SKOVSGÅRD: Råd- og Dådbutikken er på jagt efter effekter til brug for et hospice og et hjem for udviklingshæmmede i Kaisiadoriys-regionen i Litauen. Den lokale organisation har tidligere hjulpet i regionen og havde for halvandet år siden besøg af en delegation af politikere, embedsfolk og græsrødder fra den litauiske region, der i Brovst Kommune hentede inspiration til udvikling af deres landbrug og det sociale og sundhedsmæssige område. - En af de deltagende læger har nu fået inspiration til oprettelse af et hospice for uheldbredeligt syge, og dette projekt vil vi gerne støtte, fortæller Carl Christensen, ildsjælen bag Råd- og Dådbutikken. Han bakkes op af Inga Sand Sørensen fra Lions Club Brovst Vor Frue Kilde, tidligere borgmester Ole Christensen og Niels Kr. Jensen fra Hanherreds Familielandbrug. De var alle med i den lokale gruppe, der stod for besøget fra Litauen. Elendige forhold Carl Christensen gør opmærksom på, at gruppen ved selvsyn under et besøg i regionen har konstateret de meget elendige faciliteter, som er til rådighed. - Lægen og hans personale er meget engagerede, men der er behov for støtte udefra, hvis deres projekt skal realiseres. Råd- og Dådbutikken vil i de kommende uger kontakte lokale virksomheder, forretninger og organisationer med henblik på at indsamle effekter, der kan bruges til de forestående opgaver i Kaisiadoriys-regionen. - Men vi håber også, at en række borgere vil hjælpe os. Vi mangler bl.a. kørestole, elkomfurer, emhætter, gryder og pander, service, elkedler, køleskabe, vaskemaskiner, mikroovne og støvsugere. På ønskesedlen er også sengetøj, puder, sengeskabe, morgenkåber, håndvaske, blandingsbatterier og brusere samt 100 l maling til 10 værelser, motorplæneklipper og computere. Til hjemmet for de udviklingshæmmede er der også behov for spisebordsstole, fjernsyn, håndklæder, legetøj og cykler til både børn og voksne. Billig transport Carl Christensen fortæller, at de indsamlede effekter i løbet af efteråret vil blive bragt til Litauen. Han håber at kunne benytte et litauisk transportfirma, der med jævne mellemrum har lastbilder, der mangler læs på tilbageturen. Y-MEN's Club har allerede givet tilsagn om økonomisk støtte til transporten. - Vi sørger gerne for afhentning af effekterne, der også kan afleveres i Råd- og Dådbutikken på Hovedgaden i Skovsgård eller i vores genbrugsafdeling på Blushøj 4 i Attrup.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...