Lokalpolitik

Søger igen om nyt sommerhusområde

HOU:Byrådet giver ikke op. Man søger igen om tilladelse til at anlægge et nyt sommerhusområde på ca. 15 ha. vest for Hou Nord med plads til ca. 100 sommerhuse. - Amtet støtter det, men Miljøministeriet siger, at det er et Aalborgområde og ikke beliggende i et af landets yderområder, så vi søger igen, sagde borgmester Bent Sørensen på byrådsmødet. Folketinget vedtog en ændring af planloven, der giver mulighed for udvidelse af eksisterende sommerhusområder med ialt 8000 nye sommerhusgrunde i kystnærhedszonen, men her kom Hou Nord ikke med. Men Nordjylland har fået lov til at søge én gang mere. - Ved valgkampen blev det sagt, at nu skulle Nordjylland støttes, og der var en del debat om de 200 mio. kr. til landsdelen, så vi søger igen, præciserede Bent Sørensen.