EMNER

Søger én, der taler indonesisk

Kommunen på udkig efter tolk til 12 nye indbyggere

LØKKEN-VRÅ:I årevis har Løkken-Vrå Kommune taget imod flygtninge fra Irak, men nu er flygtningestrømmen fra Irak stoppet, og det giver socialudvalget en smule hovedbrud. Danmark har nemligt sagt ja til for første gang at modtage flygtninge fra Indonesien - 210 børn og voksne, som alle skal til Nordjylland og de12 til Løkken-Vrå. Flygtningene opholder sig i et fængsel i Malaysia under meget kummerlige forhold. De kan komme til Danmark når som helst og med meget kort varsel. For Løkken-Vrås vedkommende drejer det sig om en familie med far, mor og to små børn, en familie med far, mor og et barn på 1 år, et ungt ægtepar og tre enlige, unge mænd. - Det skaber nogle ekstra problemer. Datoerne for ankomsten er flyttet, så vi ikke kan indkvartere de nye flygtninge på højskolen, som vi plejer. Derfor skal vi ud at finde boliger til dem. Og så kommer de jo fra en helt anden kultur. Vores medarbejdere var blevet vant til irakerne, nu skal de åbenbart til at spise ris. Men vi er modne på opgaven - det skal vi jo være, siger Henning Jensen (S), formand for socialudvalget. Kommunen råder ikke ligefrem over folk, der kender noget til Indonesien, endsige taler sproget. - Der er ingen af os, der vover at gå igang med sådan et sprog, og det ser heller ikke ud til at der er ret mange på landsplan, der taler indonesisk, når man søger på tolkenes bureauer, men nu slår vi en stilling op, fortæller Henning Jensen. Tolken skal ansættes både som tolk og som "hjemmehos'er" på fuldtid i foreløbig tre måneder. Det er nemlig kommunens formodning, at flygtningene vil have behov for massiv hjælp de første måneder, de er her. Dels pga. de kummerlige forhold, de lever under nu, dels fordi de kommer fra en kultur meget forskellig fra den danske, og derfor har behov for hjælp til etablering, indkøb, økonomi, kost, anvendelse af boligudstyr som toilet, bruser, køleskab, ovn, komfur m.v. Desuden er der behov for støtte til børnene i form af en, der kender til deres sprog, og som kan formidle kendskab til den danske kultur. Herunder også være med i dagplejen og børnehaven den første periode.