Søger spændende stop på cykelturen
Cykelturister er attraktive, og skal fastholdes

Cykelturisme kan udvikles til et nyt forretningsområde, blandt andet ved at finde og synliggøre flest mulige oplevelser af den slags, der kan nås på cykel. Arkivfoto: Grete Dahl Pressefotograf Grete Dahl
THY:Hvor i Thy er der nye spændende mål for en cykeltur, som blot venter på at blive opdaget.
Har nogen et bud, så er der mulighed for at komme med det, når Nationalpark Thy 11. og 26. marts holder borgermøder i henholdsvis Agger og Frøstrup med det formål at synliggøre hidtil upåagtede mål for en cykeltur - gerne mål, som ligger udenfor de slagne cykelstier.
Projektkonsulent Michael Levinsen Nielsen arbejder med at udvikle cykelturisme som et mere indbringende forretningsområde end hidtil.
- Tal fra VisitDenmark siger, at en cykelturist omsætter for et sted mellem 400 og 450 kroner i døgnet, og jo mere, vi kan gøre for at tiltrække og fastholde cykelturister i Thy, jo større andel af den omsætning kan vi få, siger han og håber, der er interesse for at medvirke til at udvikle både nye tanker og ideer på området.
- Hvad er mulighederne for at etablere bed and breakfast i et mindre bysamfund, kan købmanden lave et overdækket madpakkested, er der en landmand, som vil åbne sin bedrift for interesserede eller nogle lokale, som kan fortælle gode historier om en bestemt lokalitet, hvor er der gode steder til en shelterplads. Der er mange muligheder, siger Michael Levinsen Nielsen, som tilføjer, at en cykelturist ikke altid kommer med fuld oppakning på cyklen.
- Det kan også være turister, som bor i et sommerhus, men har cyklen med som en del af ferieoplevelsen. Jo bedre vi kan synliggøre og formidle mange og forskellige oplevelser, jo mere kan vi tilbyde, siger projektkonsulenten.
Tanken er at samle de nye oplevelser, så de kan formidles både digitalt og på tryk, så der bliver let adgang til at finde de næste mål for cykelturen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.