Sølv og bronze til Thisted

Jacob Pedersen var Thisteds store overraskelse ved de vestdanske mesterskaber.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Thisted Svømmeklubs medaljetagere ved årgangsmesterskaberne.Privatfoto

Thisted Svømmeklubs Jacob Pedersen svømmede sig ved de vestdanske årgangsmesterskaber helt op blandt landets bedste talenter fra årgang 1997. Han blev dermed Thisteds store overraskelse ved mesterskaberne i Aabybro for de ældste årgangssvømmere, hvor Thisted havde syv deltagere til start, mens der var seks svømmere til mesterskaberne for de yngste svømmere i Esbjerg. I alt vandt Thisted Svømmeklub fire sølv- og fem bronzemedaljer. - Jacob imponerede i flere løb ved at svømme sig til medaljer, han i startlisten slet ikke var i nærheden af. Super flot svømning og en fightervilje ud over det normale sikrede Jacob ikke mindre end tre medaljer, siger Thisted Svømmeklubs træner, Bjarne Kragh. En sølv og to bronze Jacob Pedersen vandt sølv i 100 meter fri og bronze i både 50 og 200 meter fri. I alle løb stod den på store forbedringer af hans personlige rekorder. Kristoffer Moos havde varmet op til mesterskaberne med deltagelse ved DM på hjemmebane, hvor det blev til personlige rekorder, der fik endnu et tryk nedad, da han vandt sølv i 100 og 200 meter brystsvømning. I begge discipliner måtte han se sig slået klart af sin evige rival, Christian V. Rasmussen fra Odense. På forhånd var der også håb om en individuel medalje til Simon L. Knudsen, der også deltog ved DM, men han måtte tage til takke med en fjerdeplads som sin bedste placering. Det var i 50 meter fri, hvor han var syv hundrededele af et sekund fra bronzemedaljen, som han ville have vundet, hvis han havde svømmet lige så hurtig som ved DM. Diskvalificeret Til gengæld vandt han sammen med Jacob Pedersen, Kristoffer Moos og Peter Birk en bronzemedalje i 4x100 meter fri, hvor de svømmede medaljerne hjem i en flot tid. I holdkappen 4x100 medley var Peter Birk skiftet ud med Jeppe Krog Poulsen, og her svømmede Thisted-drengene endnu en gang i en fornem tid, der rakte til en sikker bronzemedalje. Desværre for thyboerne, mente en overdommer, at der var tyvstart ved et skifte, så Thisted blev diskvalificeret. Den afgørelse var Bjarne Kragh langt fra tilfreds med. - Selvom vi selvfølgelig er farvet i vores syn på den sag, så var den kendelse under al kritik. Der var på ingen måde tyvstart. Desværre benyttes den sidste nye teknik ikke under årgangsmesterskaberne, så man elektronisk kan se, om der er tyvstart eller ej. Nu skal afgørelsen ligges i, hvad man mener at se. Desværre, for drengene svømmede en fantastisk holdkap. Tre medaljer i Esbjerg Han kunne til gengæld glæde sig over, at Thisteds yngste talenter også gjorde det godt i Esbjerg. Her vandt Frederik Jessen bronze i 400 meter fri, hvorefter han to timer senere vandt endnu en bronze i 200 meter rygcrawl. I begge løb satte han nye personlige rekorder. Marcus Boesen fik også en bronzemedalje med hjem til samlingen, da han svømmede i sin hidtil bedste tid i 100 meter brystsvømning. Udover medaljerne satte Thisted-svømmerne mange personlige rekorder ved mesterskaberne, og Peter Birk svømmede sig i Aabybro under kravtiden til de danske årgangsmesterskaber i januar. Ikke mindst Anne Sofie Sølvkjær og Anna Mathiasen viste stor fremgang hos de yngste i Esbjerg, hvor Smilla Lyhne trods sygdom i kroppen deltog i holdkap, men dog meldte fra til flere af de individuelle løb. Nu venter der så de unge svømmere en roligere periode, inden de skal i gang med at træne op til de danske mesterskaber.