Sølvhelt på krykker

Pokalfinalen i fodbold kostede Mike Grey en brækket fod

Mike Grey og Frederikshavn White Hawks lægger fra land med brask og bram. Modstanderen i sæsonpremieren er nemlig de regerende danske mestre fra Herning Blue Fox, der besejrede netop White Hawks i den forgangne sæsons finaleserie.
Foto: Torben Hansen

Mike Grey og Frederikshavn White Hawks lægger fra land med brask og bram. Modstanderen i sæsonpremieren er nemlig de regerende danske mestre fra Herning Blue Fox, der besejrede netop White Hawks i den forgangne sæsons finaleserie. Foto: Torben Hansen

FREDERIKSHAVN:Han giver og tager på ishockeybanen, hvor han er kendt som en af de hårde hunde i AL-Bankligaen. Men Mike Grey har alligevel aldrig brækket en knogle i kamp. I stedet skulle der en fodboldtribune til for at sende den hårdføre White Hawks-forward på krykker. - Jeg var tilskuer til pokalfinalen i fodbold, hvor jeg gled på tribunen, og jeg var altså ikke beruset, smågriner Mike Grey over det dumme uheld, som kostede en brækket knogle i foden. Det er nu tre uger siden, Mike Grey måtte humpe fra pokalfinalen i Parken, og nu er han så småt begyndt at genoptræne. Der går dog stadig et stykke tid, inden han får is under skøjterne. - Jeg må cykle og svømme så meget, som jeg kan, men det er stadig for tidligt at få de dunk i foden som ishockey giver, fortæller Mike Grey. Snart på banen igen I en alder af 33 år og med 596 kampe for Frederikshavn White Hawks må Grey betegnes som en veteran, og så skal der måske ikke de store skader til, for at sende en ishockeyspiller på pension. Men Mike Grey er ikke klar til at lægge skøjterne på hylden endnu. - En brækket fod er ikke så slemt i ishockey, hvor vores ankler og fødder er godt pakket ind. Jeg tror ikke, der går så lang tid, inden jeg er klar, siger Mike Grey. Han er helt sikker på, at han bliver klar til næste sæson, som starter til september.