Sølvnåle til trofaste besøgsvenner

Stigende medlemstal i Ældre Sagen i Pandrup

Grete Mill
Rose Jensen fik en stribe nye folk i Ældre Sagens bestyrelse på årsmødet. Arkivfoto Claus Søndber
Ældreforhold 20. marts 2007 05:00

PANDRUP: Kun omkring 40 af de 869 medlemmer af Ældre Sagens lokalkomite i Pandrup deltog i årsmødet i Jetsmarkhallen. Da overrakte formanden gennem syv år, Rose Jensen, Saltum, sølvnåle til to af tre medlemmer, der har gjort sig fortjent til hæderen ved at have arbejdet aktivt og trofast i besøgstjenesten i fem år. Det er Karen Bech Larsen, Hune, og Esther Pedersen, Kaas. Der er også en nål til Henning Mathiesen, Ingstrup. - Han var tilmeldt, men kom ikke, så nu ligger nålen her på mit skrivebord, og han får den, når jeg ser ham, fortæller Rose Jensen. Hun glæder sig over et stigende medlemstal i lokalkomiteen. - Da jeg startede, var vi omkring 500 medlemmer, og antallet stiger hvert år, selv om vi selvfølgelig også oplever naturlig afgang. De fleste af os er jo ældre. Men på landsplan øges skaren også. Vi er en halv million medlemmer nu, siger hun. Edmund Jensen, V. Hjermitslev, blev genvalgt til bestyrelsen. Han er ældrepolitisk kontaktperson. Ina Larsen, Kaas, blev valgt til socialhumanitær kontaktperson i stedet for Tove Polnowic, Pandrup. Ole Olsen, Pandrup, blev valgt i stedet for Arne Carlsen, Saltum, og han skal skrive om, hvad der sker i kredsen. Ole Jensen, Pandrup, blev valgt til 1. suppleant i stedet for Jens Chr. Buje, V. Hjermitslev, og Jens Oxbøll, Kaas, blev suppleant i stedet for Harry Sørensen, Saltum. De øvrige bestyrelsesmedlemmer er ud over formanden Rose Jensen næstformand Per Christiansen, Kaas, kasserer Bent Thomsen, Saltum, og sekretær Tove Andersen, Pandrup. Lis Trads, Støvring, der er valgt til delegeretmødet, fortalte om region og lokalkomiteer. Ifølge Rose Jensen fortsætter de fire lokalkomiteer i Aabybro, Brovst, Fjerritslev og Pandrup. Men de kan samarbejde om større arrangementer. Pandrup-komiteen arbejder ligesom landets øvrige for de ældre lokalt og på landplan. Blandt de lokale aktiviteter er besøgsvennetjenesten, ældregymnastik på plejecentrene i Pandrup, Hune og Kaas, nørkleklub på Kaas Plejecenter og IT-værksted en eftermiddag om ugen på Pandrup Skole under ledelse af formanden. Da får medlemmer eksempelvis hjælp til at e-maile billeder i breve og lave regnskaber på regneark. Arrangementet omfattede også gule ærter, musik og fællessang.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...