Blokhus

Sømærket på Stenbjerg

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kun betonklodserne med de forvredne jernankre er tilbage efter sømærket på Svinklovenes højeste punkt.

SVINKLØV:Fiskerne på Slettestrand havde indtil 1944 et markant sømærke at sejle efter, når de skulle ind til kysten. Det stod på toppen af Stenbjerg, oven på Svinklovene, og som alle andre sømærker langs den jyske kyst havde det sin helt egen form, så de søfarende vidste hvor de var. Disse sømærker - eller båker - blev bygget i 1880’erne, og kun 11 af de oprindeligt 25 er bevaret - plus den nyligt genopførte i Blokhus. En del blev simpelthen savet ned af tyskerne under Anden Verdenskrig, for at de ikke skulle hjælpe fjendtlige skibe til at finde vej, andre er ikke blevet vedligeholdt og efterhånden fjernet af Farvandsdirektoratet. I dag har ingen reelt brug for sømærkerne, med den teknik, man råder over i dag, men de er fredet som små kulturminder. - Det var fiskerne selv, der malede sømærket og holdt det ved lige, fortæller Kaj Albrektsen, Slettestrand, der husker at have set sømærket som barn. - Det var en bestemt fisker, Niels Alsted, der kravlede op og malede det udvendigt, for han var ikke bange for højder, mindes han. Samme Niels Alsted har i øvrigt lagt navn til en vej i Slettestrand. Og sømærket har lagt navn til Sømærkestien, den suverænt flotteste vandrerute i området. Den går langs kanten af Svinklovene, fra Svinkløv Badehotel til Stenbjerg, og med betagende udsyn over havet på det meste af strækningen. På det sted, hvor stien møder betonvejen inde fra skoven, er man meget tæt ved Stenbjerg, og ad en lille trampet sti på den modsatte side af betonvejen kan man gå op på Stenbjerg og se resterne af sømærket: Tre solide betonklodser med rustne, forvredne jernankre i.