Sømandshjem får ny styrmand

Bo Kikkenborg forlader ledelsen i Danish Crane Building A/S

Bo Kikkenborg Larsen kommer fra en direktørstilling hos Danish Crane Building. I sin fritid er han engageret i folkekirken, hvor han har været aktiv i menighedsrådsarbejdet og er medlem af provstiudvalget. Arkivfoto

Bo Kikkenborg Larsen kommer fra en direktørstilling hos Danish Crane Building. I sin fritid er han engageret i folkekirken, hvor han har været aktiv i menighedsrådsarbejdet og er medlem af provstiudvalget. Arkivfoto

40-årige Bo Kikkenborg Larsen fra Sønderholm er fra 1. februar ansat som ny bestyrer på Aalborg Sømandshjem og fratræder sin stilling som salgs- og økonomidirektør i Danish Crane Building A/S, Nibe. Bo Kikkenborg Larsen er uddannet revisor og har de seneste otte år været en del af ledelsen i Danish Crane Building A/S, der laver kraner og løftegrej. Han afløser den hidtidige bestyrer, Jan Jensen, som af helbredsmæssige grunde må trappe ned. Fremover er han at finde i receptionen, og han bliver boende med sin hustru på hjemmet. - Det er første gang, vi kun ansætter en bestyrer i Aalborg. Hidtil har vi ansat bestyrerpar, men nu går vi i retning af at ansætte bestyrere på linje med direktører på andre hoteller, siger Carsten Wengel, formand for den selvejende fond. Sømandshjemmet er som andre i hotelbranchen mærket af krisen med færre overnatninger og hård priskonkurrence. Men som nabo til Nordkraft og Musikkens Hus er der gode muligheder for at udvikle forretningen. - Hjemmet ligger perfekt, og vi satser på at lave pakketilbud sammen med vores naboer, siger Carsten Wengel. Aalborg Sømandshjem er løbende blevet renoveret indvendig og råder over 55 værelser. Men selv om det skal drives som en forretning, holder man fast i værdigrundlaget. En del af overskuddet skal gå til at lønne en sømandsmissionær, som laver opsøgende arbejde i Grønlandshavnen. Også morgenandagten fastholdes, og biblen ligger stadig i natbordskuffen.