Sømosen - et tilflugtssted for Rejsende

Mange af vore dages store cirkusfamilier er udsprunget fra Sømosen

DRONNINGLUND STORSKOV: Når man beskæftiger sig med Storskovens historie, er Sømosen ét af de steder, som man uundgåeligt er nødt til at tage i betragtning. Sømosen er et uforstyrret vådområde i den sydvestlige del af skoven, der henligger som en smuk oase af liv. Tidligere har området summet af aktivitet, og der er blandt andet fra starten af 1800-tallet og frem til efter Første Verdenskrig gravet tørv i den helt store stil. Ét af de mere spændende kapitler af Sømosens historie foregår i den sidste halvdel af 1800-tallet. På den tid var de våde moseenge og det omkringliggende bakkelandskab beboet af et specielt folk, som kaldte sig selv for Rejsende. - De Rejsende kom her til Sømosen omkring 1860-1870, og man mener, at de forsvandt igen omkring 1880-1890, fortæller Niels Gravesen, mens han kigger ud over Sømosen. De Rejsende var mørklødede i huden, og det menes, at de - ligesom sigøjnerne -stammede fra Indien. De Rejsende var ikke at sammenligne med sigøjnerne, men alligevel var det et folk, som gennem det meste af sommeren rejste rundt i det nordlige Europa. Overalt hvor der var fester og markeder, var de på plads, for De Rejsende ernærede sig typisk som gøglere, kræmmere, kurveflettere, musikanter, akrobater og så videre. Ved Sømosen gjorde de imidlertid ophold for vinteren, for her havde de fundet et sted, hvor de uforstyrret kunne være sammen med ligesindede. - Her kunne de være i fred. Det var en slags datidens Christiania. Lokalbefolkningen ønskede ikke kontakt med dem, og de ønskede ikke kontakt med lokalbefolkning, fortæller Niels Gravesen. Blandt de øvrige omkring Dronninglund Storskov blev De Rejsende ofte kaldet ”tyskere”, og efter krigen i 1864 var det en særdeles nedsættende betegnelse. Simple hytter Det var langt fra luksuriøse boligforhold, som man stødte på i Sømosen, for De Rejsende slog sig som regel til tåls med jordhuler og simple hytter, når de opholdt sig i skoven. - Typisk var hytterne lavet sådan, at der fortil var konstrueret en facade, mens bag- og sidevægge blev leveret af de stejle bakker, som grænser op til Sømosen, siger Niels Gravesen, mens han peger på et sted, hvor der tidligere har været en bebyggelse. Da området ved Sømosen rent befolkningsmæssigt var på sit højeste, fandtes der omkring 40 af disse simple boliger. Christian Adolf Andreas Mundeling var en ledende skikkelse blandt De Rejsende, og han byggede i 1875 et hus, der var rimelig godt. Det fremstod i hvert fald klart som det fornemste i Sømosen, og sokkelstenene kan stadig anes i dag. Cirkus Sømosen I dag kan man således fortsat finde spor efter De Rejsendes bebyggelser i Sømosen, men også udenfor Storskoven har de gjort sig bemærket i en grad, så de ikke forsvinder i glemslen. Christian Adolf Andreas Mundeling havde tolv børn, og omkring 1884 startede den femte i rækken, Ernhardt Mundeling, et cirkus i et lille firkantet telt. Cirkus Mundeling kørte godt, og allerede i 1890 blev der investeret i et rundt telt med plads til 70 tilskuere. Succesen fortsatte imidlertid for Mundeling, der igen i 1892 udvidede til 200 tilskuere, mens der kort før århundredeskiftet blev købt et telt så stort, at der var plads til cirka 500 personer. Cirkus Mundeling eksisterede til og med 1926. Det var dog ikke kun familien Mundeling, som i slutningen af 1880’erne gik cirkusvejen. Også Hertzberg, der ligeledes boede i Sømosen, samt familierne Altenburg og Benneweis grundlagde deres cirkuser på denne tid. De to sidstnævnte familier kom ikke fra selve Sømosen. De var i stedet bosiddende ved Dorf-kolonien i Storskovens nordlige udkant. Mange af vore dages store cirkusfamilier er således udsprunget fra området ved Dronninglund Storskov. Heriblandt Cirkus Benneweis, der i dag er Nordens største. Enkelte blev tilbage Selv om de fleste af De Rejsende forlod Sømosen inden 1890, var der dog enkelte, som blev tilbage. Èn af disse var Mundelings ottende barn, Justine. Justine Mundeling giftede sig i 1890 med husmanden Vilhelm Andersen, og sammen byggede de et stenhus umiddelbart syd for mosen. De fik fem efterkommere. Vilhelm Andersen blev imidlertid ramt af sygdommen Lupus, og blandt andet derfor blev Justine Mundeling kæreste med en anden af Sømosens beboere. Hans navn var Julius Christian Mohr, og med ham fik hun endnu et barn. Julius Christian Mohr døde i 1930, og året efter solgte Justine Mundeling stenhuset for 200 kroner. Den sidste af De Rejsende forlod dermed Sømosen. Manden, som købte Justine Mundelings hus, hed Kristian Pedersen, og sammen med samleveren ”Polak Marie” boede han i huset indtil 1954. Her blev stenhuset revet ned, og med dette var cirka 90 års beboelser i Sømosen et overstået kapitel.