Cykelsport

Sømterror i Tornby Klitplantage

Nogen har set sig så sure på mountainbikerytterne i Tornby Klitplantage, at de har taget drastiske midler i brug for at stoppe dem. Se tv-indslag.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Cykelklubben CCH er stødt på nye søm i skovbunden. Arkivfoto: Hans Ravn

Se tv-indslaget her . Fire forskellige steder har man fundet planker, hvor der var slået søm i, som lå med spidsen opad. De var ikke bare lagt løst på skovbunden men skruet fast til rødder. Sømplankerne er ikke kun til fare for mountainbikerytterne, men også for mange af skovens andre brugere og dyrene. Kurt Brandi er formand for Cykle Clubben Hjørring (CCH), som ofte kører på stierne i skoven, og han kan slet ikke forstå, at nogen kan finde på at gøre noget så alvorligt. - Min første reaktion var foragt og dyb uforståelse, siger han. Klubben har et sæt etiske regler, hvori der blandt andet står, at man skal tage hensyn til andre folk i skoven. Kurt Brandi har heller ikke fået nogen klager eller henvendelser om dårlig opførsel. - Det er et kraftigt angreb på os, der cykler herude. Jeg ville meget hellere have en dialog med vedkommende om, hvad der er galt, siger han. Nogle af sømplankerne var strategisk placeret i bunden af nedkørsler, hvor rytterne passerer i høj fart. Hvis en rytter skulle styrte og lande på en af sømplankerne, ville det give alvorlige skader. Der er også den fare, at en rytter bremser for hårdt, for at undgå den, og derved styrter forover. Martin Libak, som opdagede en sømplanke på en træningstur i weekenden, er næsten mest bekymret for andre i skoven. - Jeg tænker på børnene, som løber rundt i skovbrynet og leger. Og en løber ville nemt kunne træde på den, siger han. Desuden følger skovens dyr naturligt de stier, mountainbikerytterne skaber. Bekymrede cyklister Mountainbikerytterne i CCH er tilbage i skoven, men de er bestemt påvirkede af angrebet mod dem. - Hver gang der er en punktering, skal alle lige tilbage og kigge, om der ligger noget. Det har helt sikkert sat sine spor, siger formand Kurt Brandi. Han har politianmeldt sagen og afleveret beskrivelser og kort over, hvor sømplankerne er fundet. Han har også advaret andre foreninger, som færdes i skoven, om at holde øjnene rettet mod jorden. Det kan nemlig ikke afvises, at der ligger flere sømplanker rundt omkring på stierne i Tornby Klitplantage. Politiet vil ikke udtale sig om sagen, da man ikke er kommet så langt med efterforskningen endnu.