Søn af "tyskertøs"

EMNER 6. oktober 2008 06:00

HJØRRING: Lektor Hellmuth Seifert Toftdahl fortæller tirsdag aften kl. 19 i Forsamlingsbygningens sal om sit liv som barn af en såkaldt "tyskertøs" og en tysk far, som han aldrig så, fordi faderen efter krigen havnede bag jerntæppet i DDR. Forbindelsen blev dog holdt ved lige pr. brev og foto, som Hellmuth Seifert Toftdahl vil vise og fortælle. Han skammer sig ikke over sin baggrund. Det blev han nemlig ikke opdraget til. Hans mor var en kvinde med ben i næsen, som elskede den søn, hun fik med den demokratiske, tyske socialist, der gjorde tjeneste på "flødeskumsfronten" (Danmark) i begyndelsen af Anden Verdenskrig. Hellmuth Seifert Toftdahl fik først efter faderens død i 1965 kontakt til hans familie. Da opdagede Hellmuth Seifert Toftdahl, at han havde seks halvsøskende. Faderens tyske enke betragter han nu som sin papmor. Hellmuth Seifert Toftdahl vandt sidste år Kristelig Dagblads kronikkonkurrence med emnet: Alt om min far. Foredraget er arrangeret af Slægtshistorisk Forening for Hjørring og Omegn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...