Tyverier

Søn fik stjålet urne med mors aske retur

Et mareridt er slut for en familie i Gug ved Aalborg, der sent torsdag aften fik stjålet familiens bil med asken fra familiefaderens døde mor i en urne i bagagerummet.

Sent fredag eftermiddag blev Michael Hvidbergs røde VW Lupo fundet parkeret på en rasteplads ved Dall. Bilen var i samme stand, som da den blev stjålet fra Solvangen i Gug efter et indbrud i huset, hvor tyvene tog nøglerne til bilen. Og urnen i en papkasse i bagagerummet var ikke blevet rørt. - Det er en meget stor lettelse, at urnen er kommet tilbage til os. Der har været så mange tanker og følelser i forbindelse med tyveriet af den. Fordi det var uoverskueligt, hvis den ikke dukkede op igen at skulle leve med uvisheden om, hvad der var blevet af min mors aske. Og ubehageligt for os, at der ikke var en afslutning på den del af vores liv med den planlagte urne-nedsættelse i næste uge og dermed et punktum, forklarer Michael Hvidberg. Han havde orienteret de nærmeste familiemedlemmer om, at hans bil med urne var blevet stjålet. Nu har alle fået besked om, at familiens nedsættelses-ceremoni, der er planlagt til onsdag, kan gennemføres efter planen. Det første Michael Hvidberg gjorde efter at have hentet sin bil var at køre til sin mors hus. Der står urnen med hendes aske nu, til den skal nedsættes på onsdag. -Jeg tror, tyvene har hørt, hvor meget fokus der blev på det surrealistiske tyveri og har stillet vores bil fra sig igen. Det er vi glade for, siger Michael Hvidberg, der havde hentet urnen med sin mors aske samme dag, som hans bil blv stjålet. suzanne.tram@nordjyske.dk