Søn gjorde som far sagde

14-årig knivstikker siger, at faderen bad ham stikke moderen ihjel

På tredjedagen i landsretten, hvor en 49-årig er sigtet for at have tvunget sin 13-årige søn til at dræbe moderen, afspillede anklager Kirsten Dyrmann en videoafhøring af den 11-årige lillebror. Han overværede sidste år sin storebror stikke en kniv i deres mor. Lillebroderens vidneudsagn støttede moderens. Den nu 12-årige dreng beskrev hændelsesbeløbet og fortalte, at også han hørte sin storebror sige under overfaldet, at han var sendt af faderen. Lillebroderen, der er meget påvirket og traumatiseret efter overfaldet spurgte på båndet politiets afhører: - Hvis min far sender min storebror ud for at dræbe min mor, hvor skal vi så bo?, sagde den lille dreng. Lillebroderen er blevet frataget at vidne i retten på grund af hans unge alder, og derfor blev hans vidneudsagn optaget på bånd og afspillet i retten. Efter at have hørt alle 10 vidner gennem de seneste tre dage mente anklager Kirsten Dyrmann at have overbevist retten om, at den 49-årige er skyldig. - Efter vi har hørt de to sønners forklaringer, er der ingen tvivl om hans andel i sagen, procederede anklageren. - Tiltalte bad sin søn om at tage til Hjørring og stikke moderen ihjel med en kniv. Det sagde sønnen selv, sagde Kirsten Dyrmann. Anklageren lagde vægt på, at moderen, lillebroderen og den 14-årige, der førte kniven, afgav ens forklaringer, uden at der har været mulighed for at afstemme moderens og lillebroderens forklaringer med den 14-åriges. Forsvarer Bjørn Elmquist fremlagde under sin procedure en svensk artikel fra 1958 om vidnepsykologi og betvivlede, hvorvidt vidnerne talte sandt eller var blevet henledt til at sige, hvad politiet gerne ville have dem til at sige. - I de første afhøringer siger den 14-årige, at han gjorde det på eget initiativ. Men efter at være blevet presset af politiet og sin advokat ændrer han pludselig mening, sagde Bjørn Elmquist. I dag vil de 13 nævninge tage stilling til, om den 49-årige tilskyndede sin søn til mordforsøget på moderen. majken.lenskjold@nordjyske.dk