Søn solgte piller til USA

Også Johanne Vinther Axelsens søn er idømt 15 års fængsel i sagen - men han er ikke i Cambodia

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tre måneders fængsel er straffen til Johanne Vinther Axelsen fra Sindal. I Cambodja blev hun oprindeligt blev idømt 15 års fængsel. Arkivfoto: Scanpix

FREDERIKSHAVN:Et besøg hos sønnen i Cambodja er blevet skæbnesvangert for den 55-årige Johanne Vinther Axelsen. Hendes søn har boet i det asiatiske land i fire år. - Han har åbenbart haft en forretning, hvor han sendte den slags piller til USA. Min søster har hjulpet ham, fordi hun troede det var lovligt, og det var dumt og naivt gjort af hende - men 15 år i fængsel er jo helt hen i vejret, siger hendes lillebror, Claus Vinther Axelsen, Frederikshavn. Pillerne var ifølge sagens oplysninger dels nervepiller og dels smertestillende, og de kan frit købes i håndkøb i Cambodja. Johanne Vinther Axelsens 26-årige søn er også idømt 15 års fængsel i sagen, men det skete in absentia, idet han tilsyneladende er stukket af. - Jeg ved ikke, hvor han er, men hvis ikke han er i Cambodja, skal han nok holde sig væk, siger Claus Vinther Axelsen. Han frygter, at søsteren ikke kommer levende hjem fra det cambodianske fængsel. Advokat forsvandt På et tidspunkt troede familien ellers, at der var gode chancer for en løsladelse inden retssagen: - Hendes søn indbetalte via ambassaden 6000 dollars til en advokat, som ville få hende løsladt. Men den advokat tog bare pengene og forsvandt. Nu har vi så hørt, at det skulle kunne lykkes at få hende ud, hvis vi indbetaler 18.000 dollars til en anden advokat, og det ville vi uden tvivl også gøre, hvis det med 100 procent sikkerhed vil medføre en løsladelse. Men det hele er jo så korrupt dernede, bemærker den rystede lillebror. Fra Tolne til Sønderborg Johanne Vinther Axelsen er vokset op i Tolne og har også boet i Frederikshavn og Hjørring, inden hun for cirka 10 år siden flyttede til Sønderborg. Hun har levet af at spille musik i forskellige orkestre, og hun var netop blevet tilkendt pension, da hun for et års tid siden rejste til Cambodja for at besøge sin søn. - Desværre fik hun ikke underskrevet papirerne, inden hun tog af sted, så nu kan hun ikke få udbetalt pensionen. De penge kunne ellers gøre god gavn i fængslet, nævner Claus Vinther Axelsen, der løbende har sendt penge til den fængslede søster: - Hun kunne ikke tåle maden i fængslet, så nu betaler hun en anden indsat, der er kok, 100 dollars hver måned for at lave mad til sig, fortæller han.