Søndag åbnerBootles-salget

Musik 1. februar 2003 07:00

SKAGEN: Når Skagen Badminton Klub og Live Tours Sport og Entertainment søndag formiddag åbner billetsalget til koncerten 12. april med The Bootles, bliver det med udsigter til en travl middagsstund. - Vi har åben et par timer fra klokken 11 og byder gæsterne velkomne med en kop kaffe og en mad med rullepølse eller ost. Man kan jo ligeså godt gøre det lidt sjovt - også billetsalget - for det bliver en sjov aften med The Bootles. For et år siden solgte vi rigtig mange billetter på den første dag. Efter søndag kan man købe billetter i badmintonhallens cafeteria. Det siger aalbækkeren Steen Christensen, der er teknisk arrangør af koncerten i badmintonhallen, hvor The Bootles spiller musik næsten som The Beatles gjorde det. The Bootles var i Skagen for første gang for et år siden og henrykkede de næsten 800 i hallen, og der er lagt op til en ny forrygende fest. - Der er rigtig stor interesse for koncerten, og det er nok en godt ide at sikre sig billetter meget hurtigt. Vi har i år besluttet at tilbyde bustransport fra Aalbæk til Skagen og hjem igen efter koncerten. Vi gennemfører dog kun en sådan bustransport, hvis der er minimum 25 tilmeldinger fra Aalbæk, fortæller Steen Christensen. Foruden Beatles-musik med The Bootles spiller også The Mervins i forbindelse med spisningen og til dans efter The Bootles. Der bliver også modeshow med forretningerne Marcus, Zappa, Sportsmaster og Amadeus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...