Naturvidenskab

Søndag blev en sand myretue-dag i Bangsbo

FREDERIKSHAVN:Det værste, der kan overgå Blomsterfestivalen i Frederikshavn er strid blæst. På den måde var det magsvejr, selv om lørdagen bød på enkelte aflysninger i eftermiddagens vedholdende regn. Men da alle planter bliver kønnere af væde, så var sanserne på overarbejde i de duft - og farverige omgivelser både lørdag og søndag. Og den invitation var svær at sidde overhørig. Derfor valgte lidt flere end sidste år - godt og vel en 15.000 stykker at kigge inden for for at se, snuse og måske for at købe en ekstra lille plante med hjem til haven. Trods regnvejret lørdag kunne plantesælgerne melde om mindst samme salg som sidste år, hvor vejret var kanon. Og intet tyder på at salget blev mindre søndag, hvor det på det nærmeste var umuligt at komme forbi i den myretue, som Bangsbo Botaniske Have periodisk lignede. På motorvejen ville man kalde det stau, men når der er Blomsterfestival så tager man sig tiden og holder blikket fanget på blomsterne - eller på de flotte dekorationer, som Kommunens gartnere har skabt - eksempelvis det gule blomstrende over-flødighedshorn. Og havde man brug for en lille blomsterpause, så var der masser af underholdning under det smukke løvhang. Callere kaldte, dansere dansede og sangere sang - hvad mere kan man ønske sig af en festival, der om noget har bevist, at Frederikshavn har frivillige kræfter til at sætte dagsorden - også når det gælder de grønne fingre.