Søndag prædiker præsten live

Forberedelsen er som altid for Thorben Johannesen, hvis prædiken søndag sendes i radioen

EMNER 15. marts 2003 07:00

KLIM: På mange måder er der intet usædvanligt ved 56-årige Thorben Johannesens prædiken i Klim Valgmenighedskirke i morgen formiddag. Det skulle da lige være, at Danmarks Radio transmitterer den live til hele landet. Ellers er alt ved det gamle: Forberedelserne begyndte så småt sidste søndag og mandag morgen. Formiddagene ugen igennem er prædiken blevet pudset af. Og der er styr på søndagens tekst og de ord, han vil knyttet til den. Thorben Johannesen kan stå inde for sin prædiken. Også de søndage, hvor radiofolkene ikke lytter med. - En præst må stille spørgsmål til sig selv ud fra søndagens tekst. Hvis jeg selv kom i kirken, hvad ville jeg så trænge til at høre? Det skal være vedkommende. Hvis prædiken taler til mig selv, er der en god chance for, at den også rammer andre, forklarer han. At hele landet så har mulighed for at "blive ramt" af hans ord, synes ikke at give ham sceneskræk. Måske, fordi han er vant til et pænt antal tilhørere. Huset på Oddevej 65 har været hans hjem i snart syv år. Herfra kan han spadsere over Klim Friskoles skolegård til den lille valgmenighedskirke, som blev bygget i 1883 på grund af de lokales trang til frihed og muligheden for at tage ansvar for deres eget liv. En slags datidens 68'er-oprør. Og valgmenigheden vokser. I dag rummer den godt 370 mennesker, og en pæn procentdel af dem siddet bænket i det simpelt indrettede kirkerum, når der skal synges salmer, bedes og lyttes til præsten ord. I det hele taget skal valgmenighedens medlemmer ofte, helt kontant, tage stilling til deres tro. Valgmenighedskirker har en slags hjemmestyreordning inden for folkekirken, og to gange om året skal medlemmerne indbetale kirkeskat. De vælger selv præsten, og det behøver ikke være en med en teologisk baggrund. Thorben Johannesen er uddannet lærer og har blandt andet været højskoleforstander. Et eller andet sted har der altid været en lyst til at blive præst, så da stillingen blev slået op, søgte han den. I dag har han et job, som han selv betegner som frit. Også selvom søndag er en arbejdsdag. Til gengæld er arbejdstiden i hverdagene mere fri. - Det er et utrolig spændende job, hvor jeg møder en masse mennesker. Også i situationer, hvor de er meget åbne. Det er et privilegium.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...