Søndagsåbne boghylder

BIBLIOTEKER:Skole og Kulturforvaltningen foreslår at der i en forsøgsperiode fra 1. september 2005 til 30. april 2006 skal indføres søndagsåbent på Hovedbiblioteket og på Haraldslund bibliotek. Jeg synes, at det er et rigtigt godt forslag, som jeg helhjertet kan støtte. Jeg mener, at der er vigtigt at vores kulturinstitutioner har åbent når familierne har tid til at bruge dem, og alle ved at børnefamilierne er hængt ekstra hårdt op i hverdagen. Derfor vil et søndagsåbent bibliotek være en god gave til børnefamilierne. Særligt ideen med at lade Haraldslund bibliotek holde søndagsåbent virker gennemtænkt, idet Haraldslund svømmehal i forvejen er fyldt med børn og forældre som boltrer sig i bassinerne om søndagen. Når de er færdige med at udfolde sig fysisk, hvad er så mere naturligt, end at låne nogle bøger med hjem til at stimulere hjernen og det åndelige. Jeg glæder mig meget til at følge forsøget og se resultaterne i form af antal besøg og udlån.