Sønderjyder fylder Vebbestrup skole

Imens drager alle 150 elever fra den lokale skole til sønderjydernes skole i tre dage

Skolevæsen 6. april 2003 08:00

VEBBESTRUP: At skoleelever drager på udflugt eller lejrskole er der ikke noget usædvanligt i. Men at en hel skole drager afsted på én gang, sker ikke så tit. Det er dog, hvad der i maj sker på Vebbestrup Skole. Her tager alle 150 elever - lige fra børnehaveklasse til og med syvende klasse - samt deres lærere til Sønderjylland, hvor de rykker ind på Nybbøl Skole i Sundeved Kommune. Til gengæld kommer der så lige så mange sønderjyder til Vebbestrup på samme tid, hvor de indtager Vebbestrup skole. - De kører herop i tre busser, og så tager vi de samme tre busser tilbage til Nybbøl. Når vi så skal tilbage, kører vi herop i busser, og sønderjyderne tager så de samme busser hjem, fortæller lærer Per Blohm, der har siddet i det udvalg, som nu i snart et år har arbejdet med denne udvekslingsplan. - Det begyndte med, at en kollega på skolernes interne hjemmeside så, at Nybbøl Skole efterlyste en skole at bytte med, og det syntes vi lød spændende og kontaktede dem, siger Per Blohm videre. Skolen i Sønderjylland har før prøvet at bytte med stor succes, så her kunne man fra Vebbestrup skole hente råd om, hvordan det rent praktisk kunne lade sig gøre. Og fra 26.-28. maj bliver det altså ført ud i livet. - Vi skal bo på skolen, og det samme skal sønderjyderne her. Så har vi lavet aftale med nogle forældre, som vil komme og sørge for mad, og det samme gælder for os i Nybbøl, forklarer han. Tilbage på skolerne bliver kun pedellerne, og de kan så hjælpe med at klare de praktiske ting. Eleverne skal indkvarteres i klasselokalerne, og så skal de ellers ud og se på landsdelen. - Vi skal blandt andet besøge Dybbøl Skanse og Dybbøl Mølle, som ligger tæt på Nybbøl, og her skal sønderjyderne blandt andet besøg Fyrkat og Rold Skov, siger Per Blohm, som ser frem til dagene i det sønderjyske. - Det er ret specielt at tage af sted med en hel skole, og det ville være dyrt, hvis man skulle tage en hel skole med på lejrophold. Men på den her måde bliver det næsten gratis. Vi skal kun betale transporten. Og så får vi en masse oplevelser og undervisning på en helt anden facon, slutter han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...