Sønderjysk gave til Alexandra

KØBENHAVN: Et smykke med Guldhornene som motiv var Sønderjyllands Amts fødselsdagsgave til prinsesse Alexandra på 40-års dagen onsdag. Gaven, der blev afleveret på Amalienborg af amtsdirektør Niels Johannesen, er et brystsmykke i guld fremstillet til lejligheden af guldsmedeparret Karen Ihle og Jens Eliasen i Tønder, og skal udtrykke amtsrådets taknemmelighed for prinsessens indsats for Sønderjylland. Til opbevaring af smykket er der også gjort brug af fortiden. En særlig æske er blevet lavet til formålet af egetræ fra 1400-tallet fra Bachmanns vandmølle i Tønder. - Ligesom Guldhornene fra gammel tid har været med til at gøre egnen omkring Møgeltønder og dermed hele Sønderjylland kendt, er også prinsesse Alexandra med sit store engagement og sin varme indleven med til at sætte landsdelen som "pragt til skue", siger amtsborgmester Carl Holst (V). /ritzau/