Sønderjyske åbner slutspil med sejr over Aalborg

Aalborg Håndbold er forsvarende dansk mester, men holdet kom skidt fra start i den første kamp i slutspillet.

15. marts 2014 18:38

Herrernes håndboldslutspils første store overraskelse kom lørdag eftermiddag, da Sønderjyske vandt 28-27 hjemme over Aalborg Håndbold.

AaB-træner Nikolaj Jacobsen havde udtrykt stor respekt for sønderjyderne og hæftet sig ved nordjydernes mange skader forud for kampen.

Men det må alligevel betegnes som en stor skuffelse, at Aalborg-mandskabet tabte kampen.

Sønderjyske var bedst i første halvleg, hvor holdet var foran med 16-13 ved pausen.

I anden halvleg kom nordjyderne bedre med i spillet, og der var spænding helt til det sidste. Men Sønderjyske holdt flot fast i sejren til slut.

Sejren til Sønderjyske betyder, at AaB bliver overhalet og ryger ned på tredjepladsen i puljen, hvor kun de to bedste hold går videre til semifinalerne.

KIF Kolding København, som onsdag aften slog Bjerringbro-Silkeborg, fører som ventet puljen med fire point, mens Sønderjyske på andenpladsen nu har to point.

Aalborg Håndbold har det ene point, som holdet trak med videre fra grundspillet, mens Bjerringbro-Silkeborg har nul point på sidstepladsen. Der resterer fem kampe i slutspillet.

GOG åbnede lørdag den modsatte slutspilspulje op med en hjemmesejr på 30-27 over Team Tvis Holstebro.

Sydfynboerne var midtvejs inde i anden halvleg foran med 23-16, men alligevel var det først med målet til 29-27 et halvt minut før tid, at de gulblusede sikrede sig sejren.

GOG har nu to point i puljen, der toppes af Skjern med fire point. Team Tvis er på tredjepladsen med et point, mens Århus Håndbold har en tom pointkonto.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...