Sønderjyske gafler back hos økonomisk trængt rival

Hvidovre Fighters har kæmpet med økonomien i denne sæson, og nu har klubben mistet backen Christian Silfver.

Ritzau
Kim Lykkeskov, der er sportschef i ishockeyklubben Sønderjyske, er tilfreds med en defensiv forstærkning fra Hvidovre Fighters.
Ishockey 23. november 2018 08:48

HADERSLEV: Hvidovre Fighters kæmper hårdt for at få styr på økonomien, og nu har ishockeyklubben sagt farvel til endnu en spiller.

Sønderjyske oplyser fredag, at rivalen har hentet den finske back Christian Silfver i Hvidovre.

Sønderjyderne har lukket færrest mål ind i Metal Ligaen. Den 27-årige finne skal forstærke forsvaret yderligere.

Hvis aftalen når at blive godkendt hos Danmarks Ishockey Union, kan backen debutere allerede i fredagens udekamp mod Rødovre Mighty Bulls, oplyser Hvidovre.

Ifølge Sønderjyske-sportschef Kim Lykkeskov er der to årsager til, at Sønderjyske har valgt at hente en syvende udlænding til klubben.

- For det første har det hele tiden været planen, at vi gerne ville hente en skøjtestærk back, og nu bød muligheden sig med Christian Silfver.

- For det andet passer tidspunktet med, at vi har Rasmus Nielsen ude de næste fem kampe. Kyle Wharton er ude på ubestemt tid, og det er to markante backs, vi må undvære.

- Derfor synes jeg, at det giver god mening, at vi vælger at hente en backforstærkning ind nu, siger Kim Lykkeskov til klubbens hjemmeside.

Christian Silfver spillede i sidste sæson for Herning Blue Fox, der nåede hele vejen til finalen. Backen lavede i sæsonen 40 point i 64 kampe

I denne sæson er det blevet til 12 point i 16 kampe for finnen i Hvidovre.

- Han er en skøjtestærk back, der er god med pucken, og han har både i Herning og Hvidovre bevist, at han både kan spille overtal og undertal, siger Kim Lykkeskov.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...