Sønderjyske gafler Bagersted i Bundesligaen

Jacob Bagersted rykker fra Tyskland til Danmark til sommer, hvor karrieren fortsætter i Sønderjyske.

Stregspilleren Jacob Bagersted skifter fra Bundesligaen til Sønderjyske til sommer. (Arkivfoto)

Stregspilleren Jacob Bagersted skifter fra Bundesligaen til Sønderjyske til sommer. (Arkivfoto)

HADERSLEV:Det bliver Sønderjyske, som den danske håndboldspiller Jacob Bagersted skifter til efter denne sæson.

Tirsdag kom det frem, at Bagersted til sommer forlader tyske Frisch Auf Göppingen for at vende hjem til Danmark. Det skrev den tyske bundesligaklub på sin hjemmeside.

Sønderjyske oplyser onsdag på sin hjemmeside, at Bagersted får en treårig kontrakt fra sommeren 2022.

- Jeg er og har været rigtig glad for min tid i Tyskland, som har givet mig en masse gode oplevelser. Nu glæder jeg mig til efter denne sæson sammen med min kone og mine to døtre at flytte til Sønderborg.

- Vi er som familie gået all in i at skulle spille for Sønderjyske og er allerede godt i gang med at købe hus i Sønderborg, siger Bagersted til klubbens hjemmeside.

34-årige Bagersted har spillet for Göppingen i den tyske Bundesliga siden 2017.

Sønderjyske-sportsdirektør Simon Hajdu Lindhardt er begejstret for, at Bagersted har valgt at fortsætte karrieren i Sønderjyske.

- Jeg er rigtig stolt over, at vi som klub er kommet til et sted, hvor spillere med Jacob Bagersteds niveau og kvalitet finder det attraktivt at komme til Sønderjyske, selv om de stadig har muligheden for at blive i Tyskland nogle flere år.

- Med Bagersted har vi som klub fået en stregspiller af international klasse, vurderer Simon Hajdu Lindhardt.

Stregspilleren har tidligere tørnet ud for blandt andet FCK Håndbold og det nu hedengangne AG København samt Aalborg Håndbold og Magdeburg.

På landsholdet blev det fra 2007 til 2017 til 32 optrædener. I 2011 var Bagersted med til at vinde VM-sølv.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.