Fodbold

SønderjyskE slog tamme Horsens

Efter en elendig periode fik Sønderjyske tiltrængt luft i bunden af Superligaen

Jubel efter Tommy Bechmanns 1-0 scoring for SønderjyskE. Foto: Bo Amstrup/Scanpix

Jubel efter Tommy Bechmanns 1-0 scoring for SønderjyskE. Foto: Bo Amstrup/Scanpix

KØBENHAVN:Grundlagt af to tidlige scoringer vandt Sønderjyske mandag aften en sikker og fortjent 3-1-sejr ude over Horsens, der tabte for tredje gang i træk.

For Sønderjyske var det en tiltrængt sejr efter en hæslig november måned, der før fredag aften havde udmøntet sig i fire nederlag på stribe og et styrtdyk mod bunden, så sønderjyderne før denne runde kun var et enkelt point over stregen.

Men med en solid defensiv på fem mand og stor offensiv beslutsomhed var Sønderjyske mindst en klasse over hjemmeholdet fredag aften, og sejren kunne snildt have været større.

Stenild-redning

Alligevel må Horsens-lejren have svært ved ikke at spekulere på, om kampen havde fået et radikalt anderledes udfald, hvis Andre Bjerregaard havde udnyttet den gigantchance, han havde allerede efter tre minutter.

Men udskældte Kenneth Stenild kom godt ud af Sønderjyskes mål og forhindrede Andre Bjerregaard i score på sin friløber, og i stedet var det gæsterne, der bragte sig foran fem minutter senere.

Stærkt spillende Daniel Christensen på venstre back fandt med en god bold i dybden Tommy Bechmann, der var lusket bagom Horsens-forsvaret og køligt passerede Frederik Rønnow.

Bare fem minutter senere gentog Sønderjyske modellen i modsatte side, da Lasse Vibe blev spillet i dybden. Denne gang parerede Frederik Rønnow afslutningen, men Eyjolfur Hedinsson scorede på riposten.

Og så var den kamp tæt på at være afgjort, og trods Henrik Tofts scoring til 1-2 efter 70 minutter, var Sønderjyskes føring aldrig rigtig i fare.

Bekymring hos Mølby

Bare otte minutter efter reduceringen scorede indskiftede Bjørn Paulsen til 3-1, og Horsens leverede i det hele taget en præstation så tam og idéforladt, at det må give alvorlige bekymringer hos Johnny Mølby.

Lidt håb og forklaring kan Horsens-træneren dog nok finde i, at han var uden Jude Nworuh og Martin Spelmann, der begge havde karantæne. Deres fravær var tydelig i en usædvanlig tam gul offensiv.

Anderledes fint så det ud for Sønderjyske, hvor især Lasse Vibe syntes at have fundet en del af den form, der gjorde ham til en profil i begyndelsen af sæsonen.

Sønderjyske møder i efterårets sidste spillerunde Brøndby i en kamp, der afhængig af Brøndbys resultat mod FC Nordsjælland søndag kan afgøre, hvilket af de to hold, der skal overvintre under stregen.

Horsens skal i næste runde søge at rejse sig hjemme mod FC Midtjylland.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst