Sønderjyske trods nederlag: Sæsonens bedste præstation

Troels Kløve kalder Sønderjyskes præstation mod FC København for sæsonens bedste trods nederlaget på 1-2.

Alka Superliga SønderjyskE - FC København 3. april 2017 Sydbank Park Foto: Scanpix/Frank Cilius

Alka Superliga SønderjyskE - FC København 3. april 2017 Sydbank Park Foto: Scanpix/Frank Cilius

FC København er Sønderjyskes onde ånd i Alka Superligaen. 33 gange har holdene mødt hinanden, og endnu har Sønderjyske ikke vundet.

Mandag aften var Sønderjyske ellers foran 1-0 på hjemmebane i mesterskabsspillet mod københavnerne, men gæsterne vendte slaget og vandt med 2-1.

- Vi dummede os, så vi er super skuffede. På den ene side er jeg glad for præstationen, men på den anden side er jeg skuffet over, at det ikke rakte til point, siger Sønderjyske-målscorer Troels Kløve.

- Præstationen var sæsonens bedste. Det kunne godt ligne, at vi spillede uden så mange nerver og uden så meget stress som i grundspillet.

At sæsonens bedste præstation ikke rakte til en sejr, fortæller ifølge Kløve meget om FC Københavns styrke.

- FC København er et tophold, og de spiller som et tophold. Når de får chancen for at score nogle lette mål, så tager de den, siger Kløve.

- Det var et tophold mod et midterhold, når man kigger på kynismen i denne kamp.

Anfører Pierre Kanstrup er ærgerlig over, at forbandelsen mod FC København heller ikke denne gang blev brudt.

- Skal det være, skulle det have været her. FC København er i mine øjne Nordens bedste hold, så når man brænder store chancer og forærer mål væk, vinder man ikke, siger Kanstrup.

- Man skal reelt set overpræstere for at slå dem. Det gjorde vi i mange facetter af kampen, men det var vores egen skyld, at vi tabte.

Sønderjyske holdt i lang tid FC København fra de store chancer, men da først gæsterne udlignede, blev der åbnet op for sluserne.

- Da de scorede deres første mål, synes jeg, at de begyndte på det klassiske FCK-spil, hvor maskinen bare kører, siger Kanstrup.

- Vi holdt dem alligevel fra de helt store chancer, men forærede et mål væk. Så er det svært at vinde, siger anføreren.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.