Godthåb

Sønderup/Suldrup fik revanche

Serie 3 pulje 18 Sønderup/Suldrup - Godthåb 2-0 (0-0) Mål: 1-0 Dennis Olesen, 2-0 Brian Kristensen SULDRUP: Det blev i sidste ende til en sejr til hjemmeholdet, men opgøret var meget jævnbyrdigt. Efter en rimelig begivenhedsløs første halvleg, hvor det mest ophidsende var to gule kort, lå det i luften at det hold, der scorede først, ville vinde kampen. Det blev derfor meget afgørende for udfaldet at Godthåbs målmand så rødt efter godt et kvarters spil i anden halvleg, da han i et forsøg på at hindre en scoring fra Brian Kristensen tog bolden udenfor straffesparksfeltet. Efter et hjørnespark få minutter efter udvisningen kunne Dennis Olesen heade returbolden i nettet til 1-0 til hjemmeholdet. Mindre end fem minutter senere kom Brian Kristensen på tavlen med en scoring, der reelt lukkede kampen. Foran 2-0 valgte hjemmeholdet nemlig at holde føringen fremfor at satse yderligere og dermed risikere en reducering. Det blev dog til enkelte halve chancer, men der blev ikke scoret yderligere så Sønderup/Suldrup fik en hurtig revanche for nederlaget ude sidst mod Løvel.