Søndre Skole vil ikke trækkes i halen længere

HOBRO: Skolebestyrelsesformand på Søndre Skole Peter Jensen er skuffet over, at børne- og kulturudvalget har sprunget skolen over, så Søndre ikke får lov til at prøve kræfter med udvidet pædagogisk samarbejde i det kommende skoleår. Til NORDJYSKE i går udtalte formand for børne- og kulturudvalget Jan Hviid (V), at Søndre Skole ikke havde sendt en konkret ansøgning, og at man afventer et udspil fra den nye inspektør, der skal ansættes. Men ifølge Peter Jensen har skolen sendt en ansøgning afsted til Hobro Kommune: - Det fremstår, som om skolebestyrelsen har sovet i timen, men jeg har svært ved at se, at de ikke har fået en ansøgning fra os. Vi har godt nok ikke sendt en projektbeskrivelse på 25 sider, men vi har meddelt børne- og kulturforvaltningen, at vi er ansøgere for det kommende skoleår, understreger Peter Jensen. Skolebestyrelsen besluttede på sit seneste møde i starten af december, at Søndre Skole skal begynde med udvidet pædagogisk samarbejde fra august 2005. Den beslutning er meddelt de rette steder, og at det er meddelt de rette steder. Peter Jensen mener ikke, at børne- og kulturudvalget kan bruge det som undskyldning, at Søndre Skole rent ledelsesmæssigt står i en midlertidig situation med en konstitueret inspektør. - Tværtimod havde jeg nok forventet en smule hjælp i stedet, siger Peter Jensen. Han håber, at børne- og kulturudvalget besinder sig og afsætter de nødvendige midler, så Søndre Skole kan komme igang med det udvidede pædagogiske samarbejde i skoleåret 2005/2006. Søndre Skole arbejder ud fra en model for den samordnede indskoling med 25 ugentlig lektioner. - Skolebestyrelsen kan af gode grunde ikke acceptere, at den trækkes længere i halen. Vi har været klar i snart to år og ønsker på ingen måde at vente i yderligere et år, siger Peter Jensen. Han mener ikke, man kan være bekendt at udskyde, at forældre og elever på Søndre Skole får et tilbud, der tilsvarer det, andre børn i kommunen får. Modsat Søndre Skole har Bymarkskolen og Søbakkeskolen fået lov til at udvide skoledagen for de mindste elever fra børnehaveklasse til og med 3. klasse.