Sønnens handicap er Jannis projekt

Arbejder på at åbne den første specialbørnehave i landet

NØRHALNE:Janni Johansen er uddannet på kontor og arbejdede før ved Sonofon. Hun havde egentlig ingen planer om at skulle have børn, men det fik hun alligevel - nemlig tvillingerne Jacob og Christian, der nu er seks år gamle. Jacob er spastiker på grund af en hjerneskade, han fik kort efter fødslen, og siden da er det meste af Jannis tid gået med at kæmpe for forholdene for spastiske børn. - Jeg mener ikke, behandlingen af handicappede børn er tilstrækkelig. Der er alt for mange forskellige behandlere involveret, men i virkeligheden handler det om at arbejde med helheden og så træning, træning og træning, siger Janni Johansen, der selv har en fitness-træneruddannelse. Ved at søge på internettet fandt Janni Johansen frem til retningen, konduktiv pædagogik, eller petö-metoden, der er udviklet i Ungarn. - De bruger metoden i mange andre lande. Bare ikke i Danmark. Derfor tog jeg til Sverige med Jacob og deltog i et kursus, siger Janni Johansen. Kurset udviklede Jacob meget. Han lærte blandt andet at kravle og at sidde selv. Da Janni blev opfordret til at starte noget lignede i Danmark, tøvede hun ikke. - Når jeg får en idé, så gennemfører jeg den, siger Janni Johansen med fasthed i stemmen. Bevægelsesskole i hjemmet Huset i Nørhalne blev bygget ud, så der er plads til Bevægelsesskolen, hvor der holdes kurser for handicappede børn og deres forældre. Janni viser lokalet frem. Her ligger mangefarvede bolde side om side med andre legeredskaber. Det lyse rum har plads til at tre børn ad gangen kan få hjælp til at udvikle deres motorik og selvværd. - Jeg fik kontakt til nogle undervisere fra Ungarn. De kommer op og holder kurserne, men det er mig, der arrangerer det hele, siger Janni. I kampen for bedre forhold for børnene har Janni ofte stødt panden mod en mur i det offentlige bureaukrati, som hun ikke har meget til overs for. - Det er sindsygt besværligt. Der er så mange love at sætte sig ind i, og alle behandlere er bange for, at vi kommer ind og tager noget af deres arbejde. Med vores metode er faggrænserne udvisket og pædagogikken helhedsorienteret, siger Janni Johansen. Kampene med myndighederne er dog en rød klud snarere end en stopklods. - Når jeg får modstand, kæmper jeg bare endnu hårdere. Jeg er nok lidt hidsig, siger Janni. Danmarks første specialbørnehave Janni Johansens næste projekt er at åbne den første specialbørnehave i Danmark. Den skal baseres på konduktiv pædagogik. Børnehaven skal ligge i Vadum. Lokalerne er klar og nu mangler kun grønt lys fra lovgivningen. - Jeg arbejder sammen med min nabo, Marianne Vester, der er fysioterapeut, om projektet. Vi supplerer hinanden godt. Jeg er nok lidt flyvsk, mens hun er mere jordbunden, siger Janni Johansen. At hun skulle komme til at bruge sin tid på handicappede børn, havde hun ikke forventet. - Jeg har aldrig før beskæftiget mig med handicappede børn, men det er bare så dejligt at se, når de lærer noget og bliver bedre, siger Janni Johansen. Engagementet sidder dybt i Janni, der ud over børnehave-projektet tumler med planer om at åbne en skole i København. Det er ellers ikke fordi det er en fed forretning, at drive bevægelsesskolen. - Jeg arbejder non-profit, men jeg håber, at det på sigt kan blive til et stort foretagende, siger hun.