Søren Espersen: Langballe var umådeligt vigtig

Jesper Langballe gav Dansk Folkeparti danskhed og nationalkonservatisme, siger næstformand Søren Espersen.

15. marts 2014 18:19

Man kan dårligt undervurdere Jesper Langballes "umådeligt store" betydning for Dansk Folkeparti, siger partiets næstformand, Søren Espersen.

- Jesper Langballes betydning var umådeligt stor. Han gav sammen med Søren Krarup Dansk Folkeparti en danskhed og nationalkonservatisme efter liberalismen i Fremskridtspartiet.

- Han trak konservative ind i partiet, siger Søren Espersen om den nu afdøde præst og politiker, som i sin tid blev overtalt af sin fætter Søren Krarup til at stille op til Folketinget.

Jesper Langballe sikrede historieprofessor Bent Jensen en bevilling på fem millioner kroner til Center for Koldkrigsforskning, som beskrev venstrefløjens samarbejde med Sovjetunionen under Den Kolde Krig, påpeger næstformanden.

- Det var hans sidste store bedrift. Bent Jensen takkede ham også for indsatsen, siger Søren Espersen til Ritzau.

I sine år i Folketinget udmærkede Jesper Langballe sig som en af tingets største politiske retorikere. Han gav skarp lud til sine politiske modstanderes skurvede hoveder, mens Søren Krarup var den store skribent, påpeger hans partifælle.

- Han løftede niveauet i Folketinget. I debatterne var han barsk og rap i replikken. Samtidig var han ikke for stor til at erkende, når han var gået for vidt, siger næstformanden.

Jesper Langballe elskede fest og farver. I folketingsgruppen skabte han god stemning, elskede at synge og kom renskuret og nyvasket som den første til fest, som han først forlod den lyse morgen. Dagen efter var han igen klar til kamp, siger Søren Espersen.

Han hæfter sig ved, at Jesper Langballe straks tilstod sin brøde, da han blev tiltalt for sin udtalelse om, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel. Tilståelsen kom, fordi han ikke måtte føre sandhedsbevis for sit udsagn, siger næstformanden.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...