Søren Gericke skal lære udviklingshæmmede madlavning

“Glad mad”. Sådan hedder projektet, hvor kokken Søren Gericke skal lære udviklingshæmmede at lave sund og ernæringsrigtig mad. De skal rejse rundt i bofællesskaber eller levere mad til natherberger og suppekøkkener. Projektet omfatter tv- og undervisningsprogrammer, som TV Glad sender i 2007. Med projektet skal der på længere sigt skabes arbejdspladsen “Glad Catering” for udviklingshæmmede. Arbejdspladsen skal på markedsvilkår lave mad og udvikle fødevarer. Projektet koster 2,9 millioner kroner. TV-Glad skal også gennemføre kampagnen “Din kollega har epilepsi”. Det sker sammen med Videnscenter om Epilepsi, Dansk Epilepsiforening og Bofællesskaberne på Kolonien Filadelfia. Kampagnen skal lette hverdagen for epileptikere, der især er udviklingshæmmede, på job og i kultur- og samfundslivet. I 2007 sender TV-Glad 10 tv-spots, som kampagnen består af, samt en dvd til brug i undervisning og oplysning om epilepsi. Kampagnen koster 1,1 million kroner. Socialminister Eva Kjer Hansen (V) har bedt Folketingets Finansudvalg godkende, at udgiften på fire milioner kroner overføres til 2007. Beløbet er afsat på finansloven for i år. /ritzau/