Lokalpolitik

Søren Grøn stiller op til Folketinget

Kristendemokraterne i Fjerritslevkredsen får lokal kandidat

FJERRITSLEV:Hvis det går, som nuværende byrådsmedlem Søren Grøn tror og håber, kommer Kristendemokraterne over spærregrænsen ved valget 8. februar. Dermed får han nemlig chancen for at komme i Folketinget. En enig kredsbestyrelse har opfordret ham til at stille op, efter at den tidligere kandidat i Fjerritslevkredsen Anette Uggerhøj, Vraa, har valgt at stille op i Thistedkredsen. Det oplyser kredsformand Lotte Østergaard, Aalegårds Mark. - Vi er rigtig glade for at Søren Grøn har sagt ja. Han har gjort det godt i lokalpolitik, og da folketingskredsen næsten er sammenfaldende med den nye storkommune, er der en god logik i at stille op i Fjerritslev-kreden, også selv om den ikke skulle give valg, siger Lotte Østergaard. Selv siger Søren Grøn, at han godt er klar over, at Fjerritslevkredsen sjældent giver valg. - Men der kan jo ske små mirakler. Det gør der jo en gang imellem. Hvis det skulle ske, at han bliver valgt ind, er det samtidig et farvel til kommunalpolitik. - Man kan umuligt overkomme begge dele, især i en ny storkommune. Søren Grøn fremhæver tre temaer, han især vil arbejde for som folketingskandidat. Det drejer sig om børn og unges opvækstvilkår i et trygt familieliv, om gode vilkår for virksomheder og deres medarbejdere og en god integration af flygtninge og indvandrere. Søren Grøn er 49 år, gift med Sonja Grøn, og er hoteldirektør på Sanden Bjerggaard ved Slettestrand. Han har været medlem af Fjerritslevs kommunalbestyrelse i en periode, valgt på en lokalliste for Hjortdal og Slettestrand.

Forsiden