Søren Kjeldsen ender på tredjeplads i Wales

Den danske golfspiller leverede en flot sidste runde ved European Tour-turneringen Wales Open.

1. september 2013 18:33 - Opdateret 1. september 2013 18:35

Søren Kjeldsen ender på tredjeplads i Wales

Søren Kjeldsen leverede søndag en fremragende afslutning på European Tour-turneringen Wales Open, hvor han endte på en tredjeplads.

Nordjyden bejlede efter en flot runde i 66 slag til den samlede sejr, men danskeren måtte se Gregory Bourdy fra Frankrig triumfere. Bourdy var sammenlagt tre slag bedre end Søren Kjeldsen.

Peter Uihlein fra USA sluttede et enkelt slag foran Kjeldsen, der før sidstedagen ikke lignede en spiller, som skulle kæmpe med om sejren.

Seks birdies og en enkelt bogey betød dog, at Søren Kjeldsen var bedste mand på søndagens afsluttende runde.

Danmark har tidligere fejret store triumfer i turneringen i Wales. I 2000 vandt Steen Tinning, da turneringen blev spillet for første gang, og i 2009 sejrede Jeppe Huldahl.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...