Søren Krarup rystet over præstefyring

Folketingsmedlem retter hård kritik mod provst og biskop

Mette Villads Christensen blev i går fyret af Kirkeministeriet efter en langvarig kamp for at beholde jobbet. Foto: Henrik Louis

Mette Villads Christensen blev i går fyret af Kirkeministeriet efter en langvarig kamp for at beholde jobbet. Foto: Henrik Louis

RUBJERG:Sognepræst Mette Villads Christensen modtog i går en fyreseddel fra Kirkeministeriet. Hun fyres på baggrund af indstillinger fra biskop Søren Lodbjerg Hvas og provst Lars-Erich Stephansen, som bl.a. går på, at der er en dybtgående uoverensstemmelse mellem præst og menighed, at biskoppen har vurderet, at der er manglende kontakt mellem præst og kirkegængere, at antallet af kirkegængere er dalet, og at der har været en episode mellem præsten og en lokal skoleleder. Folketingsmedlem Søren Krarup (DF), der selv er sognepræst, er gået ind i sagen. Han skrev allerede i december til kirkeminister Birthe Rønn Hornbech og bad hende tænkte sig virkelig godt om i sagen. - Der har intet været at sætte en finger på. Det er kun sladder, bagvaskelse og intriger, der ligger bag. Det er en intrigant menighedsrådsformand, der har rykket sine rådsmedlemmer med, og så har provsten snakket dem efter munden, siger Søren Krarup, der har gennemgået hele den tykke og langvarige sag. Han er rystet over, at det nu er endt med en fyring. - Jeg er oprørt over det, jeg har ondt af præsten og er dybt forarget og forbitret på hendes overordnede, især provsten som efter min mening har svigtet sin tilsynspligt, siger Søren Krarup, der peger på, at provsten er præstens nærmeste, og det er hans opgave at gribe ind overfor småting og sætte tingene på plads, inden de udvikler sig. - I stedet har han fejt snakket menighedsrådene efter munden, og han har i den grad svigtet præsten, siger Søren Krarup. Muligt erstatningskrav Også Mette Villads' advokat er overrasket over afgørelsen. Han har nu tænkt sig at indbringe sagen for Ombudsmanden. - Det er et spinkelt og forkert grundlag, og man har ignoreret de oplysninger, som i gåseøjne er ubehagelige for afgørelsen, siger han og nævner som eksempel, at dalende kirkegang stadig er grundlag i sagen, selv om nye tal viser, at kirkegangen er faldet mere på landsplan. Sagen slutter ikke nødvendigvis ved Ombudsmanden. - Det videre forløb er domstolene. Hvis den fyring er uholdbar, så har Mette Villads et betydeligt erstatningskrav mod ministeriet, siger Klaus Antonsen. Søren Krarup har tænkt sig at gå til ministeren igen og kræve et ordentligt svar på de ting, han fremfører. Provst Lars-Erich Stephansen havde i går ikke nogle kommentarer til Søren Krarups kritik. Præst: Utroligt Mette Villads Christensen selv har ikke så mange kommentarer til fyringen. - Jeg forstår ikke et ord af det, siger Mette Villads Christensen, der ligesom sin advokat undrer sig over, at ting, som advokaten grundigt har tilbagevist, stadig danner grundlag for fyringen og ligger i sagen. - Det er fuldstændigt utroligt, siger hun. Mette Villads Christensen har hele tiden ønsket at beholde sit arbejde, som hun er rigtig glad for. Hun er i sagens natur ked af sagen. Mette Villads Christensen skal nu i gang med at finde ud af, hvad hun så vil med sit arbejdsliv.