Mors‑Thy håndbold

Søren Pedersen hjem til Mors-Thy

Håndboldmålmanden gør nyt comeback for nordvestjyderne

Søren Pedersen skifter fra Aalborg Håndbold til Mors-Thy Håndbold. Arkivfoto: Peter Broen

Søren Pedersen skifter fra Aalborg Håndbold til Mors-Thy Håndbold. Arkivfoto: Peter Broen

MORS:Han er rejst ud flere gange, og nu vender Søren Pedersen endnu engang hjem til det nordvestjyske.

Den 31-årige målmand skifter fra Aalborg Håndbold til Mors-Thy Håndbold, med hvem han har underskrevet en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2021.

- Af flere grunde har Mors-Thy Håndbold hele tiden været min førsteprioritet. Jeg ser frem til at blive en del af et spændende projekt, hvor der bliver lagt lag på år for år, og hvor jeg kan få mere spilletid, end det er tilfældet for nuværende. Og så er det den rigtige løsning for min familie. Vi er bosat i Thisted og har jo Mors-Thy Håndbold lige i baghaven, siger Søren Pedersen.

- Jeg kommer tilbage til et meget anderledes Mors-Thy Håndbold, end det jeg forlod: En ny trænerduo og en homogen spillertrup med masser af kompetencer, en flok erfarne spillere og en god håndfuld spændende spillere af egen avl. Det glæder jeg mig til at blive en del af, ligesom jeg glæder mig til at spille på hjemmebane i Thy og på Mors og til at være på hold med Bette Balkan igen. Jeg synes, at grundlaget i Mors-Thy Håndbold er godt, og målsætningen må være kontinuitet og en fast plads i top otte - og så kunne det være fantastisk at spille europæisk med Mors-Thy Håndbold igen, siger Søren Pedersen.

Forbindelsen mellem klub og spiller har været kendt længe, og kontrakten kommer næppe som en overraskelse for mange.

Sportschef Henrik Hedegaard lader da også forstå, at Mors-Thy på flere måder ser Søren Pedersen som et godt match.

- Søren er efterhånden en rutineret herre, som har prøvet mangt og meget som målmand, og han passer godt ind i vores målmandstrio med Ronnie Nicolaisen og Nicklas Graugaard. Både som målmand og som person har Søren været interessant for Mors-Thy Håndbold. Han har god energi og udstråling på banen, ligesom han er en træningsnarkoman og en ledertype. Og så er det naturligvis fint med endnu mere lokalt islæt i truppen og med en spiller, som gerne vil Mors-Thy Håndbold, siger Henrik Hedegaard.

Søren Pedersen spillede for Mors-Thy i sæsonerne 2007-2010 og igen fra 2012 til 2014. I de øvrige sæsoner har han repræsenteret Aalborg Håndbold og Skjern Håndbold.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.