Søren synger stadig og følger med

På dagen, onsdag, må familie og venner dog står for underholdningen

FARSØ:Hvordan kan det være, at nogen bliver meget gamle. Søren Sørensen har et godt svar, inden han onsdag fylder 100 år i fin stil. En snaps hver morgen! Det er måske forklaringen. En anden kunne også være humøret. Søren Sørensen har naturligvis oplevet sin del af livet på godt og mindre godt. Han mistede sin ældste søn, da denne kun var 18 år. Det var den tids frygtede svøbe, tuberkulosen, der tog sin ubamhjertige høst. Men Søren og Mette havde en søn mere og desuden fire døtre. Sidste år kom Søren på Højgården. Han brækkede en arm og et kraveben, så gik det ikke længere i hjemmet på Viborgvej i Strandby. Her kunne man opleve den gamle landmand sidde udenfor og synge. Og han gør det stadig. Til glæde for beboere, besøgende og personale på Højgården. Så måske er det forklaringen på, hvorfor Søren stadig har glimt i øjet og glæder sig til festen i morgen. Et halvt hundrede er budt med til suppe, kalvesteg og is. - Så meget folk kan spise, fortæller han en stille stund på hans stue, hvor han brokker sig noget over den ødslen, der er overgået ham, da en søster købte ny bukser og trøje til ham. De gamle var jo gode nok og slet ikke slidt, bemærker han. Søren Sørensen har oplevet to verdenskrige og kender til at arbejde. Han kom ud at tjene, da han var otte år og købte selv ejendom i Grønnerup i 1930. Også dengang måtte man låne for at blive selvstændig. Det har årene ikke ændret på. Selv blev han født i Lynnerup. Han gik i skole i Bystrup, Vesterbølle og sidst Gedsted. Ellers kom han ud at tjene og har prøvet roerne på Lolland. Det var hårdt arbejde. Foruden at synge viser og sange, har Søren Sørensen en svaghed for sport, især fodbold og håndbold. Gennem tiderne har han fulgt mange vordende talenter udvikle sig på det lokale stadion og i større perspektiv, var favoritholdet Viborg. Interessen deler han med den hjemmeboende søn Ejner og da det efterhånden kneb med selv at komme afsted, blev det Ejner, der måtte lægge ører og øjne til kampene. Også da pigerne i håndbold kæmpede ved EM. Ejner aflagde rapport og Søren kunne alle spillernes navne. Hustruen Mette døde for 25 år siden. Søren Sørensen fik vrøvl med hoften og bentøjet, men kunne nok klare at se til dyrene og gøre sig nyttig i køkkenet. Kræfterne er ikke mere, hvad de har været, men trods uheldet med kravebenet og venstre arm, formår Søren Sørensen stadig selv at komme rundt på hjemmet i sin rullestol. Meget tid går ved indgangen, hvor livet af besøgende og gæster kommer forbi af sig selv. Synet er godt, mens det kniber mere og mere med hørelsen. - Manbliver jo ikke ved at holde, konstaterer fødselaren inden den store runde dag. Med venner og bekendte, fem børn, ti børnebørn