Sørensen og Bagland i Stena Lines ventesal
Utraditionel koncert venter de færgerejsende på Spil Dansk Dagen 30. oktober
Opdateret 23. oktober 2014 kl. 09:17
FREDERIKSHAVN: D. 30. oktober er det Spil Dansk Dag, og i den anledning spiller Jakob Sørensen og Bagland en helt unik koncert i Stena Lines ventesal
På Spil Dansk Dagen kan man møde musik mange forskellige steder – koncerterne blomstrer op over alt, og Stena Lines ventesal i Frederikshavn er ingen undtagelse.
Her kommer Jakob Søren og Bagland og giver en koncert i dagens anledning.
Kender ventesalen
- Jeg har, som mange andre danske familier, år efter år, brugt meget tid i den kolde og overbelyste ventesal på Stena Line i Frederikshavn. Ventende på, at færgen skulle sejle min familie og mig til en uges eventyr i det sneklædte Sverige, eller sejle min kæreste og mig til Gøteborg på weekend-ophold, fortæller Jakob Sørensen og fortsætter: - Ferierne har altid været fantastiske, men opholdet i ventesalen har dog aldrig været noget at prale af.
Derfor vil han give de rejsende og de ansatte en oplevelse inden, de skal med færgen - ganske enkelt ved at afholde en koncert midt i Stena Lines ventesal i Frederikshavn.
Kulturelle oplevelser
- Jeg mener det er vigtigt nogen gange at blive gjort opmærksom på at huske at sætte pris på kultur, heriblandt musik. Det er Spil Dansk Dag med til at pointere, og disse mennesker på banegården, biblioteket, eller færgeterminalen fik sig denne dag en kulturel oplevelse af Spil-Dansk-karakter, siger Jakob Sørensen, der tidligere har spillet på offentlige steder på Spil Dansk Dagen.
Jakob Sørensen og Bagland består af fem musikere, som alle har deres rødder stærkt forankret i den skandinaviske folk- og visetradition.
Spil Dansk
* Spil Dansk Dagen er i 2014 relanceret som Spil Dansk - en selvstændig enhed med ny ejerkreds bestående af Danske Populær Autorer, Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Koda og Dansk Musikforlæggerforening.
* Spil Dansk har lavet aftale om direkte samarbejde med 26 Spil Dansk Kommuner over hele landet. Sydslesvig er også ”annekteret” i samarbejdet.
* Mere om Spil Dansk bl.a. de nyeste arrangementer: www.spildansk.dk
* Spil Dansk Dagen er årets store festdag for dansk musik og musikliv, og i år foregår det torsdag den 30. oktober. Der er også arrangementer i hele uge 44 og det meste af efteråret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.