Frederikshavn

Sørensen sprang ikke med på løbedillen

Erik Sørensen havde valgt ikke at iklæde sig joggingtøjet. Den officielle borgmesterpåklædning var måske også mere velegnet, idet han skulle stå for at sende løberne af sted.

Erik Sørensen havde valgt ikke at iklæde sig joggingtøjet. Den officielle borgmesterpåklædning var måske også mere velegnet, idet han skulle stå for at sende løberne af sted.

FREDERIKSHAVN:Borgmester Erik Sørensen (S) var én af dem, der kort før start var mødt op på idrætspladsen ved Dronning Margrethes Vej. I modsætning til mange af de andre så havde Hr. Sørensen dog undladt at iklæde sig joggingtøj og kondisko. - Nej, jeg er her kun for at starte løbet, sagde Erik Sørensen undvigende - men med smil på læben. - Min træningstilstand er ikke til at være med i øjeblikket, men jeg har løbet tidligere, og jeg plejer da også at være med i Kildeløbet, bedyrede borgmesteren. På spørgsmålet om Kildeløbet får deltagelse af Erik Sørensen i 2007 svarer hovedpersonen: - Nu skal man jo passe på ikke at love noget, for det kan være farligt. Erik Sørensen er nemlig belært af erfaringen fra sin egen 60 års-fødselsdag. - Jeg fik noget løbeudstyr af Frederik (handelsstandsforeningen i Frederikshavn, red.), og i den forbindelse kom jeg til at love, at jeg så ville løbe halvmaraton i Göteborg. Indtil videre har Erik Sørensen imidlertid ikke indfriet det løfte. - Men jeg satte heldigvis ikke noget årstal på, slutter Erik Sørensen.